Fortsæt til indhold

“Hvis man vil brokke sig - må man også stemme”

4.846 vælgere skulle tirsdag sætte deres kryds på Hillerødsholmskolen. “Det er nu, vi har mulighed for at få indflydelse,” lød det fra et par af dem

Samfund
Mette Dolmer Thygesen

“Det er nu, man kan få indflydelse”.
Sådan lød det fra nogle af de vælgere, der tirsdag formiddag valfartede til Hillerødsholmskolen, da Hillerød Posten lagde vejen forbi.
Parkeringspladsen var godt fyldt op, og bilerne kunne knap nok komme ind og ud fra pladsen. Omkring 4800 vælgere er da også tilknyttet valgstedet, som er et af Hillerød Kommunes største.
Læs også: Hillerød spiser stegt flæsk i aften
Efter at have udleveret fødseldato kunne vælgere træde ind i valgkabinen og trække forhænget for. Hvor krydset så blev sat, vidste kun de. Mange var i tvivl til sidste øjeblik, blandt andre Jimmi og Pia Nielsen.
“Jeg var i tvivl lige til i morges. Forleden tog jeg en valgtest, og jeg var overrasket over resultatet. Så jeg gik ind og undersøgte et partis værdier. Jeg endte med at stemme på et parti frem for personligt,” fortalte Pia.
Også Jimmi sad tirsdag morgen og klikkede sig igennem en valgtest på nettet:
“Jeg synes, debatten har været ret højtflyvende, og jeg ved ikke så meget om, hvad den enkelte kandidat står for. Man skal selv opsøge meget viden, og det er der jo ikke meget tid til i en travl hverdag,” sagde han.

“Der man får indflydelse”

Men parret var ikke i tvivl om, at de skulle ned og stemme:
“Hvis man har lyst til at brokke sig, så er man også nødt til at stemme. Det er der, man får indflydelse,” sagde Jimmi, og Pia var enig:
“Så har man da gjort noget”.
Læs også: Borgmesteren: "Det bliver en lang dag"

Jimmi Nielsen måtte tirsdag morgen tage en valgtest for at blive helt sikker på, hvem han skulle stemme på.

“En pligt at stemme”

Et andet par fik også proppet de lange stemmesedler på plads i stemmeurnen og fortalte Hillerød Posten, at de “altid har stemt”.
“Vi er født i 1941 og -42, og i vores generation er det noget, man skal. Det er en pligt,” sagde kvinden, som ikke ville fortælle sit navn til avisen.
Det ville til gengæld Marianne og Ib Andersen, som også mente, det var deres pligt at stemme:
“Det er en god følelse at få sat sit kryds. Det slipper jeg aldrig. Det er min pligt, og her er jeg medvirkende til at styre samfundet i den rigtige retning,” sagde Marianne.
Ib gav hende ret:
“Det er den mulighed, vi har”.

Marianne og Ib Andersen syntes, det var hyggeligt at komme ned og stemme og møde dem, de kender.

Spørgsmål til kandidat

Kirsten havde brugt kræfter på at finde frem til den helt rette kandidat at stemme på, sagde hun:
“Jeg var ikke tvivl om, hvor krydset skulle sættes, for jeg har korresponderet med en kandidat for at finde ud af holdningen til en specifik ting, nemlig om Hillerød skal have en stadsarkitekt. Jeg synes, det skal strammes op på byggeriet i kommunen, så vi undgår flere 'hovsa-løsninger' som den foran stationen. Så hvis den kandidat ikke gik ind for det, så ville jeg ikke længere stemme på partiet”.
Ib havde skiftet parti siden kommunalvalget i 2013, fortalte han:
“Min tidligere kandidat 'gik over til fjenden'. Det har jeg det skidt med. Jeg synes ikke, man kunne være bekendt, at min stemme gik til den anden fløj. Så nu stemmer jeg på et andet parti,” sagde han.
Begge syntes, det var hyggeligt at komme ned og stemme:
“Så møder vi også lige nogle gamle naboer og nogle, vi kender,” sagde Marianne, inden parret forlod valglokalet.

Valgtilforordnede og byrådsmedlem Irene Brostrøm var en dem på vagt.
Og så er det ud og proppe stemmesedlerne i urnerne...