Valgtrio med fokus på børn og unge
Tre kandidater har alle børn i 8.A på Østervangskolen i Hadsten
Flere muligheder for børn og unges fritidsliv. Sådan lyder det, når man spørger til tre Hadsten-kandidaters fokuspunkter i valgkampen. Politisk kommer de fra hver sin fløj men har det til fælles, at de har børn i 8.A på Østervangskolen i Hadsten.
Selv om de tre kandidater ligger langt fra hinanden politisk, så er de enige om, at lokalpolitik blandt andet handler om idrætsfaciliteter og andre nære ting.
“Og så er vi jo alle grønne,” griner Pet Petersen med henvisning til at hans parti Alternativet fokuserer på miljø og grøn omstilling, mens de to andre René Schneider og Jesper Birkelund Poulsen stiller op for Det konservative Folkeparti, som har farven grøn som partifarve.
Det er anden gang René Schneider stiller op til kommunalvalget, mens de to øvrige er debutanter. Jesper Birkelund Poulsen har som den eneste ikke nogen valgplakater men bruger sit netværk inden for erhvervslivet til at gøre opmærksom på sit kandidatur.
Klubfaciliteter
De tre unge mennesker synes ikke, at deres fædres politiske aktiviteter fylder for meget, men det gør, at de følger med i den lokale valgkamp.
Anna Sofia Birkelund Poulsen er ivrig fodboldspiller og mener at det er vigtigt at fodboldbaner og andre idrætsfaciliteter holdes i god stand. Annika Tobiassen peger på, at det vigtigste er at der er gode klubfaciliteter for børn og unge, ikke mindst set i lyset af at der ikke er fundet en permanent løsning i Hadsten, efter at den tidligere Hadsten Realskole brændte for fire år siden.
“Det vil kræve rigtig mange kræfter og pr-arbejde, for at få en ny klub i gang,” tilføjer hendes far, Pet Petersen, som også vil arbejde for god balance med byerne, så der sikres vækst i hele kommunen.
Valgvideoer
Trods store ideologiske forskelle på de tre kandidater, så er tonen god, og de tre kender hinanden godt, efter at deres børn har gået i klasse sammen i otte og halvt år.
De tre unge mennesker har også hjulpet i valgkampen, Victor hjalp sin far René Schneider med at hænge valgplakater op, og Annika har lavet flere valgvideoer for sin far Pet Petersen.
Selv om de tre kandidater er engageret i politik, så er det ikke det, som fylder på møderne i 8.A, både kandidaterne og deres unge mennesker er enige om, at der er det mest mødrene, som tager teten, mens fædrene holder sig i baggrunden, men op til valget er det altså anderledes.