Når cykling er andet end fysisk udfoldelse

Efter min seneste beretning i DjurslandsPosten fra langdistancecykelløbet London-Edinburgh-London (LEL), er jeg flere gange blevet spurgt, om jeg kører med i en gruppe eller om jeg kører turen alene.
Det korte svar er, at jeg på lange løb over flere dage som udgangspunkt kører alene. Det har både fordele og ulemper. For at få et vellykket resultat (at gennemføre) er det normalt vigtigt, at man finder sit eget tempo og sin egen rytme til forplejning og hvile. Forhold det kan være svært, at forene for alle ryttere i en gruppe. Ulempen er, at man risikerer at få mange timer alene undervejs og at man ikke har en mental livline, når trætheden presser til. Det er individuelt hvad man prioriterer højest, men jeg foretrækker som regel friheden undervejs.
Til gengæld giver det muligheden for nye og spændende bekendtskaber undervejs. Dette gjorde sig også gældende for mig under LEL. Faktisk mødte jeg flere ret interessante deltagere fra det meste af verden. Fire af dem fortjener lidt ekstra opmærksomhed, da de illustrerer, hvad et løb, som London-Edinburgh-London på 1450 km over fire og et halvt døgn, OGSÅ er.

Usædvanlig viljestyrke

Den sidste dag, i meget kraftig modvind, passerede jeg en ældre deltager, John, fra England. Tempoet var lavt (dog ikke mærkeligt med dén vind), hans holdning var noget skæv på cyklen, den ene arm var med en cykelslange bundet delvist op omkring nakken til den modsatte skulder og samtidig var cykelhjelmen, igen med en cykelslange, bundet fast til saddel og saddeltaske for at holde hovedet oppe pga. den første cykelslanges tryk på nakken. Jeg spurgte til hans velbefindende og om han havde brug for hjælp. Det mente han ikke. Han var væltet i løbet af natten og havde slået den ene skulder og arm.
Det gjorde ondt og han kunne ikke bevæge højre arm, men han mente ikke, at kravebenet var brækket. Han havde på det tidspunkt 160 km igen og 16 timer til rådighed. Han sagde, at han SKULLE i mål indenfor tiden. Han var nemlig den ene ud af to, som havde gennemført samtlige LEL siden det første i 1989. Vi talte lidt om, hvordan løbet havde ændret sig gennem tiderne inden jeg lod ham fortsætte sin kamp med et ”be carefull and good luck”. I mine øjne lignede han på det tidspunkt ikke umiddelbart en mand, som ville nå det.

En optimistisk debutant

For at sprede feltet på 1500 deltagere og undgå køer ved kontroller og depoter blev der sendt 50 ryttere af sted hvert kvarter. I min startgruppe mødte jeg Andrew fra England. Han var debutant, men rutineret mountain-bike cyklist på længere distancer og nu ville han prøve at gøre noget ekstraordinært. Han stillede derfor op på en cykel med kun et gear.
Umiddelbart efter Edinburgh, på tredjedagen efter ca. 750 km, mødte jeg igen Andrew. Han var nu ret presset efter manglende hvile og søvn og nået til den logiske konklusion: ”Small brain => one gear in LEL => stupid decision”. Han ville forsøge at komme til en overnatningsmulighed 100 km længere fremme og dér tage stilling til det videre forløb.
Mellem to kontroller i Skotland fik jeg følgeskab af en asiatisk deltager. Han lagde sig som klistret til mit baghjul med mindre end 1 m afstand. Hvis jeg standsede, standsede han. Ventede til jeg startede igen og lagde sig atter samme sted.
Jeg forsøgte, at tale med ham; han forstod tilsyneladende hverken engelsk, tysk, fransk eller dansk!! Jeg forsøgte, at få ham til at tage en føring eller i det mindste at lægge lidt større afstand til mit baghjul. Ingen af delene lykkedes. Undervejs fik jeg lidt problemer med mit forreste gearskifte. Han ventede pænt og uden et ord på, at jeg kikkede på og reparerede det.
Et lidt særpræget følgeskab. Han fortsatte fra næste kontrol efter en ret kort pause og fandt sig sikkert et nyt baghjul.

Den selvhjulpne

På tredjedagen mødte jeg Richard. Hans GPS var gået i stykker og han ville derfor gerne følges gennem et ret øde og bakket område i Skotland til den næste større by. Han var et meget positivt og socialt selskab. Han ville køre et efter eget udsagn ”rent” LEL, uden anden support end lidt forplejning på kontrolstederne. Han havde derfor betydeligt bagage med på cyklen. Han regnede selv med at der var oppakning på 12 kg inkl. et liggeunderlag og en sovepose.

Hvordan gik det dem så?
Jeg fik fulgt op på nogle af de ubesvarede spørgsmål, mens andre står hen i det uvisse.
Ÿ John gennemførte løbet indenfor tidsgrænsen. Jeg mødte ham og konen på hotellet efter løbet. Han var blevet tilset af en læge. Et ledbånd i skulderen var beskadiget. Jeg måtte udtrykke min største respekt for hans præstation. Hans hustru var også tilfreds: ”My husband is a good and brave man, I'm proud”. Han er nu den eneste, der har gennemført samtlige LEL.
Ÿ Andrew gennemførte ikke LEL 2017. Han opgav kort efter, at vi havde talt sammen i Skotland.
Ÿ Min tavse følgesvend i Skotland har jeg ikke kunnet følge op på.
Ÿ Richard fik fixet sin GPS og kom i mål. Han havde haft en hård tur den sidste aften og nat i kraftig regn, hvor alt var blevet vådt. Men han havde nu vist, at han kunne gøre det. Han ville dog nok gøre det anderledes en anden gang.
Det er muligt, at læse en længere beretning fra min deltagelse i LEL 2017, heriblandt om flere andre deltagere, på: http://www.audax-club.dk/content/lel-2017-christian-rasmussen