Husk nu influenza-vaccinationen
Ved at blive vaccineret i god tid er man bedre rustet, hvis influenza-virussen rammer. Frem mod nytår er det gratis
Er du fyldt 65 år eller er du førtidspensionist, kronisk syg, alvorligt syg, svært overvægtig eller gravid i 2. eller 3. trimester, så kan du som altid blive gratis vaccineret mod influenza fra 1. oktober og frem til nytår.
Anders Edsberg, der er afdelingschef hos Danske Lægers Vaccinations Service, fortæller, at der årligt er stor opbakning til efterårets influenzavaccinationer i Aarhus Kommune.
LÆS OGSÅ: Jette Skive fortsætter som rådmand
Danske Lægers Vaccinations Service var i oktober på turne til de aarhusianske lokalcentre i et samarbejde med OK-Klubben og de forskellige brugerråd. Her blev flere tusinde ældre vaccineret. Anders Edsberg oplyser dog, at løbet langt fra er kørt, hvis man ikke lige nåede hen på lokalcentret i sidste måned.
“Man kan stadig få en tid til en gratis influenzavaccination på en af vores klinikker på Ådalsvej i Risskov eller Morten Børups Gade i Aarhus C frem til 31. december, hvor gratisordningen ophører. Størstedelen bliver vaccineret i oktober, men vi får løbende personer ind,” fortæller han.
Desuden kan man altid få den gratis vaccination hos sin egen læge.
Booster immunforsvaret
Men hvorfor skal man overhovedet gide at gå op i influenza-vaccination? Det er jo trods alt “bare” en omgang influenza.
Den holder ikke helt. Faktisk er det en rigtig god idé at komme afsted, forklarer Anders Edsberg.
LÆS OGSÅ: Kate Runge fik over 3.000 stemmer til ældrerådsvalget
“Ældre og kronikere rammes typisk hårdere af influenza og kan opleve følgesygdomme såsom lungebetændelse. Når man bliver vaccineret, boostes kroppens immunforsvar, og man kan bedre modstå et angreb fra en influenzavirus, derved bliver sygdomsforløbet også afkortet,” forklarer han.
Statens Serum Institut anslår, at 1000-2000 personer hvert år dør som følge af komplikationer til influenza.
I alt i Aarhus Kommune blev 37.761 personer gratis vaccineret i sidste års sæson. Det var knap 9000 flere end året før.