150 besøgte Pistolstræde
Det blev ifølge arrangørerne et tilløbsstykke, da Kunsten ud i Landsbyerne i samarbejde med Egnsarkivet i Hinnerup forleden arrangerede byvandring i Søften med overskriften 'Vidste du, at Søften havde et Pistolstræde'.
Barndommens gader
Mere end 150 mødte op for at høre, hvad de lokale guider kunne berette om Pistolstræde og det gamle Søften.
Byvandringen begyndte i byens gamle kirke og fortsatte derefter rundt i byen og sluttede i sognegården med kaffe, historier, anekdoter, billeder og en masse snak.
Flere var kommet udenbys fra for at gense barndommens gader. Og minderne stod i kø. Guiderne fik således god support af såvel nuværende som forhenværende borgere i byen. De øvrige deltagere havde store ører for at få det hele med, fortæller Bodil Jensen fra gruppen Kunsten ud i Landsbyerne' i en mail.
Kunsten ud i Landsbyerne er et bredt kunst- og kulturprojekt i forskellige landsbyer i Favrskov Kommune.
jbe