Fortsæt til indhold

SF stiller spørgsmål: Er der givet ordrer til skoleledere fra rådhuset?

Mads Nikolajsen på banen med konkrete spørgsmål til borgmester Jan Petersen

Samfund
Af Søren Andersen

NORDDJURS: SF's spidskandidat til kommunalvalget i Norddjurs, Mads Nikolajsen, har her i valgkampens absolutte finale henvendt sig til borgmester Jan Petersen, S, for at få klarhed over, om der fra centralt hold i Norddjurs Kommune er givet besked til skoler og børnebyer i kommunen om at holde lav profil i forbindelse med valget.
“Kan borgmesteren bekræfte, at centraladministration har givet skoleledere/børnebyledere besked om, at de ikke må udsende information/invitation m.v. om lokale vælgermøder. Jeg ønsker kopi af hvad der foreligger af kommunikation mellem centraladministrationen og skoler/børnebyer herom. Har nogen besluttet, at centraladministrationen kan styre kommunikation mellem institutionsledere og forældre? (I tilfælde af bekræftelse),” lyder spørgsmålene fra Mads Nikolajsen.
Over for avisen uddyber han: “Jeg er gjort bekendt med at det er udstedt det nævnte forbud, og det bekymrer mig dybt. For er der noget mere demokratisk end at udbrede kendskab til tværpolitiske vælgermøder? Skolen vil vi jo gerne have er en aktiv aktør og en sammenholdsfaktor i vore byer og lokalsamfund. Det er ganske alvorligt – og usundt for demokratiet - hvis oplysning og formidling om den slags møder forbydes. Derfor er det vigtigt at få belyst helt præcist hvad der er kommunikeret her. Med sigte på at få ytringsfriheden slået helt fast i den ny kommunalbestyrelse.”