Fortsæt til indhold

Kæmper sammen på tværs af partier

En er fra Radikale Venstre, en er socialdemokrat, mens den tredje stiller op for Venstre, men de hjælper hinanden

Samfund
Camilla Olesen

“Hvis ikke aarhusianerne, jeg møder på gaden, er interesseret i at stemme på mig, så henviser jeg til enten Camilla Fabricius eller Anne Nygaard,” siger Venstres Theresa Blegvad om sammenholdet og samarbejdet med de to byrådskolleger.
LÆS OGSÅ: Skive: Mit liv er for kort til Facebook
De tre kvinder er gået sammen om at hjælpe hinanden i valgkampen, men også i deres næsten fire år sammen i byrådet har de sørget for at samarbejde på tværs af partierne.
“Jeg var træt af, at det var så opdelt i byrådet mellem partierne. Jeg følte mig tryg ved de to andre, og jeg har stor personlig og faglig respekt for dem,” siger viceborgmester Anne Nygaard (R), og Theresa Blegvad supplerer:
“Vi vil alle sammen noget godt for byen, og derfor er vi gået sammen om at samarbejde. Vi kan sagtens være uenige, og det er vi bestemt også ind imellem.”
Det politiske trekløver er enig om, at det er befriende at lave politik på tværs af partierne.
“Vi har for eksempel fundet fælles fodslag i erhvervspolitikken og iværksætteri, og vi har et stort fokus på helt nye virksomheder,” siger socialdemokraternes Camilla Fabricius.
For de tre kvinder er iværksætterlivet i Smilets By vigtigt. Det handler om, at de gerne vil skabe et bedre image omkring den gren af Aarhus.
“Vi har trukket rigtig meget på hinandens netværk i den forbindelse. Vi vil gerne skabe et rum i byen, så ting kan opstå,” siger Venstre-kandidaten, og Anne Nygaard supplerer:
“Iværksætteri er vigtigt for byen, og det er en prioritet for os tre. Det betyder meget for os, at iværksætterne i byen ved, at de kan komme og sparre med os.”

Håber på inspiration

De tre politikere håber, at de med deres samarbejde på tværs af partierne kan inspirere nogle af deres kolleger til at gøre det samme.
“Politikere behøver ikke altid at være kritiske overfor hinanden, men i stedet kan man prøve at vende det hele rundt og samarbejde om det og udnytte, at man har forskellig tilgang til politik. Der er ingen tvivl om, at vi tre håber, at vi kan inspirere flere til at gøre det samme - uanset om det er kvinder eller mænd,” lyder det fra Anne Nygaard, mens de to andre nikker anerkendende.
LÆS OGSÅ: Kun hver tredje byrådsmedlem er en kvinde
Der er da heller ingen tvivl om, at de tre kvinder er uenige på mange områder, men alligevel sparrer de med hinanden og forsøger at give konstruktiv feedback.
“Vi har alle prøvet, at der er ting, der er svære - både politisk og personligt, og så er det godt at kunne vende tingene med nogen, der ikke lige er familie, venner eller partifæller,” siger Theresa Blegvad, der ikke lægger skjul på, at selv om hun ikke har samme partifarve som de to andre, så har de fået så tæt et bånd, at hun betegner dem som veninder.