Kvickly forvandler Black Friday til Helping Friday
Usædvanlig indsamling til udsatte familier foregår på Black Friday I Kvickly Albertslund
”Alle mennesker render rundt for at finde de bedste tilbud, og der bliver en stresset atmosfære. Det bryder vi os ikke om. Derfor har vi ændret Black Friday til Helping Friday”, siger varehuschef Jonas Møller, Kvickly Albertslund.
”Sidste år prøvede vi for første gang at holde Helping Friday. Vi ville vise noget næstekærlighed. Vi samlede ind til udsatte familier, og det var en stor succes. Der kom 18.000 kr. ind. Vi fik kontakt til foreningen ”Hjælp til udsatte”, og dem samler vi også ind til i år. Vi håber at kunderne støtter vores initiativ og er med til at hjælpe familierne”.
Jonas Møller fortæller, at der i varehusets forområde på de bedste salgspladser vil være opstillet fire kundevogne. Desuden er der på skilte fortalt, hvad Helping Friday går ud på. I stedet for at samle penge ind, kan kunderne så købe varer til familier, der ikke selv har råd.
”Kunderne får tilbudt en seddel, hvor der står, hvilke varer det vil være en god idé at købe til de udsatte familier. Meningen er så, at man handler i butikken og lægger varerne til de udsatte ned i kurven. Det er typiske julevarer, som vi alle finder helt naturlige at have i vores hjem – men som skaber meget stor glæde for de udsatte. Hvis man køber ferske varer, veksler vi varerne til beløbet og sørger for, at det er friske ænder eller steg, der bliver delt ud til foreningen ”Hjælp til udsatte”.
Jonas Møller fortæller, at han selv skal være med til at dele alle de indsamlede varer ud til foreningen.
Det sker ved et arrangement senere på året, hvor familierne kommer og henter deres julevarer.
”Det glæder jeg mig rigtig meget til. Jeg har tidligere oplevet den varme og store glæde, der kommer fra mennesker, som ikke har så meget, når de får de varer, der er samlet ind. Jeg har oplevet en pige græde af glæde over at få en pose med julegodter. Det tænker vi andre nok ikke så meget over i det daglige, men der findes familier, som slet ikke har råd til at købe den slags op til jul”, siger Jonas Møller.
Helping Friday i Kvickly Albertslund finder sted fredag, lørdag og søndag den 24.-26. november.