Fortsæt til indhold

Flere penge til kommunens demente

Der er blandt andet et nyt aflastnings-dagtilbud på vej til hjemmeboende demente

Samfund
Claus Sonne

Fra 1. januar får demensområdet i Skanderborg Kommune tilført flere penge - både lokale og nationale af slagsens.
De lokale penge kommer i form af to mio. kr., der er afsat i budgettet for 2018.
“Pengene gør det muligt at sætte tidligere ind i forhold til både kognitiv og fysisk træning, der er to faktorer som vi ved hjælper med at holde demens på afstand,” siger Lis Kaastrup, kommunens ældrechef. Betyder det også, som det er ønsket, at der kommer et øget fokus på tidlig demens?
“Vi skal kigge på den enkelte borger, og er der et tilbud, som vi ikke har og som vil være det bedste for en borger, så skal vi se på muligheden for at købe det andre steder, eksempelvis i Aarhus Kommune,” siger Lis Kaastrup.
De øgede budgetpenge gør det desuden muligt at lave et dagtilbud til aflastning for demente, der bor hjemme.
“Vi er lige nu i gang med beskrive tilbuddet, så der kan visiteres til det,” fortæller Lis Kaastrup og tilføjer, at det endnu ikke er bestemt, hvor dagtilbuddet rent fysisk placeres.

Nationale penge

Skanderborg Kommune får desuden tilført 3,6 mio. kr. fra Den Nationale Demenshandlingsplan til at styrke demensindsatsen.
“Pengene skal bruges til at styrke både den faglige viden og de demensfaglige kompetencer på tværs af faggrupper. Den nye viden skal integreres i arbejdsgangene i hverdagen, så vi fortsat kan give hjælp og støtte til de borgere, der har fået demens ind på livet,” foretæller Lis Kaastrup.