Fortsæt til indhold

Til valg med morfar og mormor

18-årige Cornelius Nejstgaard er tilforordnet ved valget til Ældrerådet sammen med sin morfar, Ib Skovgaard Nielsen, og sin mormor, Irene Nielsen

Samfund
Michael Braunstein

Det er helt familiært ved bordet for de tilforordnede ved valget til Ældrerådet på valgstedet på Kratbjergskolen, afdeling Ravnsholt.

Her sidder nemlig 18-årige Cornelius Nejstgaard sammen med sin morfar og mormor. Morfar er nuværende formand for Ældrerådet, Ib Skovgaard Nielsen, og mormor er Irene Nielsen.

Ib Skovgaard Nielsen stiller ikke op til Ældrerådet denne gang.

“Jeg har været formand for rådet i 12 år, og faktisk har jeg været i det kommunale system i over 30 år, for jeg har tidligere også været formand for Skolekommissionen i otte år og byrådsmedlem i 12 år. Men nu må det være nok, nu må der andre til,” siger Ib Skovgaard Nielsen, der glæder sig over at have sit barnebarn med til valg:

“Cornelius udtrykte interesse for at komme med og opleve, hvordan det foregår, så det lykkedes heldigvis.”

Selv siger Cornelius Nejstgaard:

“Jeg synes, det kunne være spændende og sjovt at være med til en valghandling. Om jeg selv kunne tænke mig at gå ind i politik på et tidspunkt, må tiden vise, men jeg har hørt meget om politik i løbet af min opvækst: Ikke alene har min morfar været meget engageret i politik, men min farmor har også - hun er Allerøds tidligere borgmester, Eva Nejstgaard.”