Fortsæt til indhold

Hele Aarhus kogt ned i én udsigt

Et bestemt punkt på Jacob Bundsgaards (S) faste løberute er hans yndlingssted i Aarhus. Netop dette spot rummer hele essensen af byen

Samfund
Christina S. Johansen

Med knasende, visne blade under fødderne og solens stråler i ansigtet spejder borgmester Jacob Bundsgaard (S) ud over “sin” by fra Udsigten i udkanten af Riis Skov.
En farvepalet af røde, gule, brune og grønne nuancer blander sig med det blå vand i den gamle træskibshavn nedenfor og de hvide bygninger på Aarhus Ø.
Dette er socialdemokraternes spidskandidat til kommunalvalget, Jacob Bundsgaards, yndlingssted i Smilets By.
“Det er da smukt sådan en efterårsdag. Ja, det er mindst lige så smukt på en vinterdag, hvor luften er skarp i lungerne eller en forårsdag, hvor det hele springer ud,” siger Jacob Bundsgaard og kaster endnu et blik ud over byen.

Tanker mental energi

Udsigts-punktet ligger på borgmesterens faste løberute gennem Riis Skov.
På alle årstider snører han skoene fra hjemmet i Skejby og hver gang, han når til Udsigten på sin vej til rådhuset, tager han en lille pause:
“Jeg stopper op og nyder indtrykket. Stedet her giver lejlighed til eftertanke og til at tanke lidt mental energi,” siger den nuværende borgmester.
Men hvad er det, som det her sted kan, som Aros, stadion eller et helt tredje sted i byen ikke kan?
“Lige her ser man et koncentrat af Aarhus, hvor nogle af de ting, som jeg holder meget af ved byen, er samlet,” siger Jacob Bundsgaard.
“Man ser ambitionerne og fremdriften i form af Aarhus Ø, man ser det historiske dna i domkirkens spir, og man ser den smukke natur samt bugten, som har været så afgørende for byens udvikling,” fortsætter socialdemokraten, der kom i byrådet i 2002 og blev borgmester i 2011.
Privat er han gift med Kirstine Helboe Johansen og sammen har de børnene Thorvald, Margrethe og Severin.