"Udskiftning af kirkeklokke er en stor og sjælden opgave"
“Det er ikke mange menighedsråd forundt at få lov at være med til. Det er jo 500 år siden, klokken sidst blev skiftet, så det er da en ret fantastisk følelse at være med i det projekt.”
Sådan beskriver menighedsrådsformand i Nødager Sogn Rita Mogensen det arbejde, der når sin foreløbige kulmination 3. december - første søndag i advent - når den nye kirkeklokke kan høres fra kirketårnet. Det er da også et krævende forløb menighedsrådet har været igennem. Planerne om at udskifte den 500 år gamle klokke startede for tre år siden, og siden har utallige parter været involveret - blandt andet en klokkenist, der skulle finde frem til den helt rigtige klang for den nye klokke.
“Det var jo første gang, vi skulle prøve sådan noget, så vi anede ikke, hvad vi gik ind til, men vi forsøgte bare at gå på med krum hals. Heldigvis har vi haft et rigtig godt samarbejde med mange parter, der har hjulpet os på vej,” fortæller Rita Mogensen.
Hele projektet inklusiv det indvendige arbejde i kirketårnet forventes at løbe op i omkring 1,2 millioner kroner. Her har blandt andre A.P. Møller Fonden bidraget til den nye klokke.