Håb i november

Henrik Nordbrandt har om nogen med sit mest kendte og folkekære digt, ’Året har 16 måneder’, med en digters sans for enkelhed og skarphed beskrevet og levendegjort, hvordan mange af os går rundt og har det på den her årstid, ja i den her måned. Vi behøver blot at sige, det første i rækken af ordet november…, så ved vi alle sammen helt præcist, hvad det handler om. Og man må da sige at også i år lever november 2017 helt til fulde op til alle forventninger om mørke, kulde og regn og tungsind. Det er svært helt at undgå at blive ramt af - også selvom vi for tiden har en spændende valgkamp at gå op i og en Christian Eriksen at glæde os over. Alligevel så så vil jeg påstå, at der samtidigt er noget fascinerende og dragende og næsten forløsende ved det her november-mørke og vinter-tristesse. Vi kan jo faktisk også godt lide at høre Nordbrandts digt om november. Det rører os og rammer os og gør noget ved os. Ja, måske er november også en slags årlig og en art eksistentiel vendepunkt for os. Vi skal sådan på en måde starte det hele på ny – eller det hele begynder på ny for os? Det er jo netop også her megen litteratur og kunst tager sit udgangspunkt og sit afsæt - på den her mørke baggrund med henblik på at fortælle os om håbet og troen og livsmodet. At livet faktisk kan leves og blive til selvom mørket findes, og vi ikke selv er ret meget herrer over det. Det er i det moment, at vi kan opleve få nærmest et sus af befrielse, når vi ser nogle, der tør eller vi selv giver lidt slip – tør at lægge den tunge bagage bag os, mønstrene, vanerne, dumhederne, fordommene, bindingerne. Når nogen tør give op, bryde op, træde ud og starte på ny og fra næsten bar bund og lægge en del af skæbnen i tilværelsens, livets eller i Guds hånd. En anden digter, Søren Ulrik Thomsen taler om netop det i digtsamlingen, Det værste og det bedste. Han skriver: ’Det bedste er at gi’ op - omsider, og pludselig mærke det hele begynde. Det er det bedste for mig. Og når det sker, så giver det måske lige pludselig så meget mere mening at tænde et lys, håbe, tro og vente og forvente, og lige om lidt begynde at synge om det faldne mod, der skal rejse sig, og om barnet der skal fødes og stjernerne der skal lyse og det nye år, der skal komme. Ja, synge om alt det, der kommer til os uden vi selv kan gøre så meget fra eller til, men i bund og grund kun kan være taknemmelige for sker.