Støvsug Trøjborg for diamanter
I Støvsugerhjørnet er der fredag mulighed for at vinde en ægte diamant
Der er ægte diamanter på spil, når Støvsugerhjørnet i Tordenskjoldsgade sætter en skattejagt ind på den lille, skinnende ædelsten i anledningen af Black Friday.
Diamantkonkurrencen er bundet til køb af tre bestemte varer, som du kan få oplyst i butikken. Køber man en af de til dagen udvalgte produkter, får man udleveret en æske med en lille diamant sammen med kvitteringen. De fleste af dem er i virkeligheden skinnende plastik, men én af dem er noget mere værd end de andre.
Har man fået en diamant hos støvsugerhjørnet, kan man smutte over gaden til Guldsmed Flemming Jørgensen, som kan vurdere den. Én af diamanterne er altså ægte, og selvom den er lillebitte er den mange penge værd. Hele 5.000 kr. er den vurderet til.
"Jeg ville gerne lave et stunt i forbindelse med det her Black Friday, og fandt jeg på sammen med Guldsmed Flemming Jørgensen, at man skulle finde en ægte diamant blandt nogle falske. Det synes jeg, var lidt sjovt," siger Michael Sørensen, som bestyrer Støvsugerhjørnet på Tordenskjoldsgade.
På Black Friday har de fleste butikker på Trøjborg åbent til kl. 20.