Nu bliver der også tid til børnebørnene
Da Inge G. Sørensen (V) dagen efter valget fik flere lykønskninger til sit genvalg på sms og facebook, undlod hun at svare.
”Jeg havde lidt på fornemmelsen, at jeg alligevel ikke kom ind, for i 2013 kom jeg ind på det sidste mandat, derfor ventede jeg med at svare,” fortæller hun.
Og hendes fornemmelse holdt stik, efter onsdagens fintælling havde hun og Hanne Smedegaard fra Voldum hver 280 stemmer, og efter lodtrækning fik Hanne Smedegaard pladsen.
”Flemming (Nørgaard og Venstres gruppeformand, red.) spurgte, om vi skulle bede om en ekstra optælling, men det sagde jeg nej til. Jeg er afklaret med, at jeg ikke blev genvalgt,” siger Inge G. Sørensen i telefonen torsdag ved ni-tiden, hvor hun sidder i Metroen i København.
Hun har været tidligt oppe og fik et lift fra Hadbjerg til København, og nu er hun på vej for at passe sit syge barnebarn i hovedstaden.
”Nu får jeg også tid til det, og det glæder mine døtre sig til, ”siger hun, som har tre børnebørn.
I starten af året genoptog Inge G. Sørensen sit gamle hverv som sygeplejerske, som hun forlod i 1999, da det ikke kunne forenes med privatlivet med fire børn og som medhjælpende hustru på familiens landbrug.
Nu arbejder hun på en sengeafdeling på Skejby Sygehus.
”Det er fantastisk at komme tilbage til faget, selv om det er svært at hamle op med de unge kollegaer, fordi der er sket mange ting på de 18 år. Men så kan jeg noget andet, og jeg nyder at være der,” siger hun, inden hun hopper ud af Metroen og i fuld fart er på vej til sit barnebarn.
Til nytår har Inge G. Sørensen siddet i Favrskov Byråd i to perioder og blandt andet været medlem af det særlige børneudvalg.