Fortsæt til indhold

Kirkeklokke udskiftes efter 500 år

Det kræver de helt rette hænder at sørge for udskiftningen af den historiske klang

Samfund
Af Zoe Loizou Brændbjerg, praktikant

historisk Den første søndag i advent er der for første gang i 500 år helt nye toner for Nødagers kirkegængere. Her får de lov til for første gang at opleve klangen fra den helt nye kirkeklokke, som erstatter den godt 500 år gamle klokke i kirketårnet. Den gamle klokke skal skånes, og derfor installeres den nye klokke, som har automatisk ringefunktion. Den gamle klokkes historiske klang kan man dog stadig høre ved specielle lejligheder.

Stor renovering

Udskiftningen af klokken har stået på siden august, for det er ikke en helt simpel opgave. Den nye klokke er markant større end sin forgænger, og derfor har det også krævet en større renovering af det indvendige kirketårn at gøre plads til klokken. Det er snedker Bent Andersen fra Albøge, som sammen med TømrerSven i Ebeltoft har stået for det krævende arbejde i tårnet, der blandt andet har budt på udfordringen med at fastgøre et helt nyt gulv i det gamle murværk og snedkerere tårnets nye klokkeholder. ”Det var nødvendigt at sætte tårnet i stand, fordi den nye klokke skulle installeres. Den kræver nogle andre ting rent konstruktionsmæssigt at installere den midt i tårnet. Derfor har vi også været nødt til at lave restaureringer på murværket og helt ny tømrerkonstruktion. Når den ny klokke kommer i svingninger, så giver den et meget større tryk end den gamle, så vi har været nødt til at lave noget, der kan optage de kræfter,” forklarer Bent Andersen, og fortæller at arbejdet har været meget omfattende, da der hele tiden kommer nye udfordringer til opgaven. ”Hen ad vejen dukker der altid noget nyt op, som man ikke kan forudse til at starte med.”

Sjælden opgave

I uge 46 kommer den nye automatiske klokke til Nødager kirke. Selv om det også markerer overgangen til en ny tid i kirken, ændrer det ikke på Bent Andersens glæde over at være med til dette projekt. ”Det er en sjælden opgave og det er en stor tilfredsstillelse at være med i sådan noget man ved der står i flere hundrede år. I kontrast til alt det andet, vi beskæftiger os med i den her moderne verden, hvor tingene næsten når at blive fremstillet og kasseret på samme dag, så kan det ske, at folk kan komme her om 200 år, og så står det her arbejde stadig,” funderer Bent Andersen. Den helt nye klokke og den 500 år gamle klokke er i øvrigt blevet samstemt, så de fremover kan ringe sammen.