Hadsten Apotek får Velvære Shop som nabo
Hadsten Apotek åbnede torsdag i sidste uge ny butik i Hadsten Centret
Lars Persson, Hadsten Apotek, er spændt på julehandelen i år. Han åbnede torsdag 23. november en ny butik overfor apoteket i Hadsten Centret. Butikken hedder Velvære Shop, og på hylderne finder man varer, som man efter den nye apotekslov ikke længere må føre på apoteket. Det er blandt andet hjælpemidler, slik, parfume, æteriske olier, krydderier og neglelak. Der foruden er der hudplejemidler og andre varer, der lapper lidt over apotekets varer.
Velvære Shop er en såkaldt pop-up butik, der er åben i en periode.
“Det giver lidt ekstra liv i centret her op til jul. Den kan selvfølgelig ikke give det 'gamle liv', der var her engang, men den sikrer mere flow og flere varer for flere mennesker. Og til nogle meget fornuftige priser”, siger Lars Persson.
Hvis butikken viser sig at trække tilpas mange kunder, vil han ikke udelukke, at den kan blive permanent.
Som et kuriosum kan nævnes, at man i Velvære Shop kan benytte Danmarks første selvbetjeningskasse med indscanning af varer og betaling via Mobile Pay. Samme slags betalingskasse kommer på Hadsten Apotek i løbet af et par måneder.