Fortsæt til indhold

Hipsterknallerten

Denne eldrevne hollandske knallert får dig smidigt gennem byens trafik, men du kan tage bussen i årevis for samme pris

Samfund
Af Esben Skrumsager vroom@sondagsavisen.dk

Det kan godt være, at en cykel med elmotor kan gøre modvinden på cykelstien mere tålelig. Men verden har endnu til gode at se en eldrevet cykel med et vellykket design.
Hvis vi bevæger os en klasse op, er sagen dog en anden. Det hollandske firma Meijs har fremstillet en eldrevet knallert, som både design- og præstationsmæssigt leverer varen. Med en egenvægt på kun 45 kilo og et moment (sejtræk) på 60 Nm er accelerationen relativt frisk.
Du behøver dog ikke holde dig i byen på grund af rækkeviddeangst – den angivne rækkevidde lyder nemlig på 65 kilometer. Usædvanligt nok er tallet faktisk ikke langt fra den realistiske rækkevidde, som ligger på omkring 50 kilometer.
Knallertens litium-batteri lades i en almindelig 230V-stikkontakt på fire til seks timer for en fuld opladning.

Genial i byen

Affjedringen er let at justere: Det handler om, hvor meget luft du fylder i dækkene. Knallertens opbygning minder i det hele taget meget om en cykel. Den larmer ikke, bruger nul benzin, og du kommer hurtigt langt omkring – det går vitterligt let som ingenting.
Det er let at forelske sig i knallertens flotte retrodesign, friske acceleration og smidige køreegenskaber. Den er fræk og et genialt transportmiddel i storbyens tætte trafik, og der fås klædelige og praktiske sidetasker i brunt læder. Men prisen er noget af en mundfuld. Man kan trods alt få meget elcykel eller brugt motorcykel, mikrobil eller offentlig transport for de 45.000 kroner, som prisskiltet lyder på.