Fortsæt til indhold

Valg om miljø, ældre og byfortætning

Morten Børup Skolens aula var fyldt til det sidste store valgmøde før byrådsvalget på tirsdag

Samfund
Jørgen Bollerup Hansen

Miljø, byfortætning, ældre og ældremad og Skanderborg midtby - det var de store emner, da der søndag eftermiddag var valgmøde på Morten Børup Skolen med to kandidater fra hvert af de opstillede partier - her, kun en dag før valget tirsdag 21. november.
Læs også: DEBAT: Valgkampen er i fuld gang
Aage Korsgaard spurgte som en af tilhørerne, hvad politikerne vil gøre for at sikre, at byrådet afleverer en kommune om fire år, der miljø- og klimamæssigt har det bedre end i dag.
Jesper Arbo Frederiksen (Å) sagde, at alle byrådsbeslutninger skal vægtes for, hvordan de henholdsvis skader eller gavner miljøet og klimaet. SF, Radikale og Enhedslisten er på samme spor.
“Vi skal have reparationscafeer og biblioteker, hvor man kan låne i stedet for selv at købe alt,” sagde Maria Temponeras.
Thomas Cordtz (K) sagde, at Konservative netop har det som et af sine landspolitiske målsætninger - at aflevere Kloden i lige så god eller bedre stand, end vi overtog den.
“Men vi er ikke så bekymrede for forholdene her i landet, som Enhedslisten er. Vi er faktisk dygtige til at beskytte miljøet og forebygge klimaforandringer. Vort lokale erhvervsliv har et know how og en grøn teknologi, der er store eksportmuligheder i, og vi skal brande os som en grøn kommune. Vi skal også beskytte drikkevandet, og det skal vi blive bedre til,” sagde han.
Birte M. Andersen (V) tog også afstand fra Enhedslistens linje.
“Det er ikke behov for en akut yderligere grøn indsats,” sagde hun - og fastslog, at vi skal følge vandmiljøplanen, sikre rent drikkevand og i øvrigt privat tænke i vores bilkørsel og brug af varmt vand.
Jørgen Gaarde (S) var enig med Thomas Cordtz i, at kommunen skal støtte og satse på de lokale virksomheders stærke position på grøn teknologi.
“Og så har vi et særligt ansvar for at sikre rent drikkevand, da vi har et af Østjylland største drikkevandsressourcer. Det skal være sådan, at man også om 15 år kan drikke vand uden at frygte, der er pesticider i det,” sagde Jørgen Gaarde.
Tage Nielsen (R) pegede på, at Skanderborg Kommune har et mål om at være CO2-neutral i 2020.
“Og det mål er vi ved at nå,” sagde han.
Her skilte Nye Borgerlige sig markant ud, da partiets kandidat Steffen Møller Pedersen efterlyste fakta og saglighed.
“CO2 er ikke et af de største problemer i verden,” sagde han.
Linda Andrea (LA) efterlyste også mere saglighed.
“Hvad angår rent drikkevand, så overimplementerer kommunerne de krav, som staten stiller for sikring af rent drikkevand til ulempe for erhvervslivet,” sagde hun.

Ældre og perlebyg

Tilhører Dorthe Munk efterlyste, at ældre på plejecentre får større mulighed for selv at bestemme, hvad de vil spise.
“De vil ikke have salatblade. De vil hellere have stegt flæsk og persillesovs, men det må de ikke få,” påstod hun.
Flere politikere fulgte op og erklærede, at de gamle selv skal bestemme, hvad de spiser.
“Prøv at forestil Jer: En på 98 år skal hygge sig med perlebyg. De ældre skal spise hvad de vil,” sagde Birte M. Andersen (V).
Men Tage Nielsen (R) gik i rette med påstanden.
“De ældre må allerede i dag selv bestemme, hvad de vil spise, for vi har frit valg,” sagde han.
Kurt Rønne (K) kom måske problemet nærmere, da han nævnte, at det nuværende byråd har haft en kok fra Restaurant Noma hyret til at udvikle mere spændende mad til ældre.
“Og det var en byrådsbeslutning, som Birte Andersen også stemte for,” sagde Jørgen Gaarde - der som flere andre nævnte, at madlavningen nu er på vej tilbage til plejecentrene, hvor der er bevilget penge til at indrette køkkener - for at føre duften af mad og stemningen omkring madlavningen tilbage til plejeafdelingerne.
Jesper Arbo Frederiksen kom med et særligt indlæg:
“Nu nævner Birte Andersen perlebyg. Vi skal huske, at der også er flere ældre, der bliver veganere og som vælger kødet fra. Dem skal vi også tage hensyn til,” sagde han.

Flere politikere havde meget på hjertet og derfor svært ved at holde sig til to minutter i deres første præsentation af deres ideer. Foto: Bollerup

Adelgade for cyklister

Tilhører Anders Hildebrandt ville gerne vide, hvad partierne vil med Adelgade. Om det skal være en gågade?
Det skal det ikke ifølge Jørgen Gaarde, da det vil belaste andre dele af midtbyen for hårdt. Men der skal laves en cykelsti og pullerter, så en del af Adelgade kan spærres ved særlige lejligheder, sagde han.
Claus Leick (SF) sagde, at der nok i alt er planer og ideer til 50 mio. kr., heraf ni mio. kr. afsat i 2018. Men at ombygningen kan ske i flere faser. John Haarup Laursen (DF) støttede fuldt op om bedre vilkår for de bløde trafikanter, mens Thomas Cordtz stærkt frarådede at begrænse biltrafikken.
“Mange fravælger i dag Adelgade, fordi det er en vindomsust gade. Men bilerne er helt afgørende for detailhandelen,” sagde han.
Linda Andrea vil dog prioritere renovering af nedslidte skoler, før hun vil bruge penge på Adelgade.
“Jeg er vanvittig ked af at høre, at der er nogle, der vil smide 50 mio. kr. i Adelgade. Det er et eklatant eksempel på et af kommunens prestigeprojekter,” sagde hun.
“Lyt lige til det: Liberal Alliance kalder etablering af cykelstier i Adelgade for et pristigeprojekt,” sagde Maria Temponeras.

Byfortætning, eller?

John Meyer ville som tilhører gerne vide, hvordan partierne stiller sig til byfortætning, der aktuelt blandt andet viser sig i flere af kommunens byer som højt byggeri eller forslag til højt byggeri.
Som første på banen tog Birte M. Andersen afstand fra lokalplanforslaget for Vesterskovvej i Skanderborg.
“Det tyder på, at forslaget er alt for massivt og tæt byggeri. Vi skal tænke os rigtig godt om,” sagde hun - mens hendes partifælle, Venstres spidskandidat Anders Rosenstand Laugesen sagde, at bygningshøjden skal ned for det forslag, der ligger for byggeri på Vesterskovvej.
Det fik Jørgen Gaarde til at sige, at når byrådet sender et lokalplanforslag i høring, så gælder der to ting:
“Så er det fordi byrådet mener forslaget alvorligt. Og så forpligter byrådet sig til at lytte til indsigelser i høringsfasen. Jeg bryder mig ikke om, at man som byrådsmedlem begynder at rulle et forslag tilbage, før høringen er slut,” sagde han.
John Haarup Laursen (DF) sagde, at byfortætning bør ske med respekt for de borgere, der bor i byerne i forvejen.
“Og med fem-seks etager skal vi tænke os rigtig godt om,” sagde han.
Anne Heager (R) bemærkede.
“Man siger, at alle vil udvikling, men ingen vil forandring. Men jeg synes, der er sket en rigtig positiv udvikling i Skanderborg med for eksempel Skanderborg Bakker og Søbyen. Det er en fantastisk udvikling, som jeg tror, folk er glade for, og som jeg tror vil fortsætte,” sagde hun.
Jørgen Gaarde pegede samtidig på, at byfortætning er vigtig for fortsat at have en bæredygtig detailhandel i kommunens byer.

Hvem skal bestemme?

Men er det overhovedet byrådet, der skal bestemme, hvor højt et byggeri skal være i en lokalplan?
“Det er jer som borgere, der skal bestemme. Vi skal langt oftere bruge digital borgerinddragelse, hvor borgerene afgør, hvad der skal ske,” sagde Jesper Arbo Frederiksen - og fik opbakning fra Linda Andrea.
“Det vil ende med, at folk er vildt uenige. Vi skal som byråd lytte, men vi skal tage ansvaret på os, det er det, vi er valgt til,” sagde Tage Nielsen (R).
“Det er store og vigtige ting for kommune. Det er for billigt at overvade det til en afstemning på Facebook. Byrådet skal tage ansvar,” sagde Jørgen Gaarde, og fik bifald fra salen.
Et synspunkt også Thomas Cordtz (K) støttede.