Fortsæt til indhold

Specialsygeplejersker skal mindske indlæggelser

Gentofte Kommune samarbejder med nabokommuner om en ny akutfunktion, som kommer op at køre i løbet af det nye år

Samfund
Signe Haahr Pedersen

I stedet for at komme en tur på hospitalet, skal flere borgere behandles i hjemmet. Det er målet med en ny akutfunktion, som de tre kommuner Gentofte, Gladsaxe og Rudersdal bliver fælles om efter årsskiftet.
Samarbejdet er et frikommuneforsøg, der tager udgangspunkt i, at Sundhedsstyrelsen fra 1. januar 2018 kræver, at alle kommuner har en døgndækkende enhed af specialsygeplejersker, der kan rykke ud til især ældre mennesker, som har brug for akut hjælp.
I øjeblikket har Gentofte Kommune en ordning under hjemmeplejen med sygeplejersker, der tager ud til borgerne. Den kommer den nye tværkommunale ordning til at erstatte.
“Det er ikke noget, som borgeren som sådan vil mærke den store forskel til andet end, der bliver mulighed for at kunne blive i hjemmet i stedet for at skulle ud at sidde på hospitalet og vente. Det er en serviceforbedring for borgerne,” siger socialudvalgsformand i Gentofte kommune, Bente Frimodt-Møller (K).
Hun forklarer, at den nye akutfunktion udelukkende kommer til at bestå af specialsygeplejersker, som får et større råderum end tidligere. Blandt andet kan de efter aftale med en læge sætte gang i en medicinsk behandling i hjemmet, hvilket ikke er muligt nu.
Der vil være tre-fire specialsygeplejersker på vagt om dagen og et par stykker om natten, og de kan tilkaldes af plejehjem, hjemmepleje, bosteder, læger og medarbejdere fra akuttelefonen 1813. Hvor deres base kommer til at være, står ikke klart endnu, men et centralt sted i forhold til kommunegrænserne og med nem adgang til motorvej.
At samarbejde på tværs af kommunegrænserne på det her område, giver god mening, mener Bente Frimodt-Møller.
“Det er dyrere at leve op til kvalitetskravene, hvis man kun er én kommune om opgaven. Hvorimod du har en stordrifts fordel, når du har flere kommuner, der arbejder sammen,” siger hun.
Det vurderes, at den nye akutfunktion samlet set vil koste 13 millioner i drift om året.
Lyngby-Taarbæk var oprindeligt også en del af frikommunenetværket, men valgte i begyndelsen af november at træde ud, da man hellere vil beholde kommunens egen akutfunktion.