Alt udsolgt til Narnia på Aarhus Teater
Allerede 14 dage inden premieren på det klassiske familieeventyr ’Narnia’ på Aarhus Teater, er alle forestillinger udsolgt
Talende dyr, skovguder, dværge, hekse og kæmper skaber magi på Aarhus Teaters Store Scene i årets familieforestilling 'Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet'. Allerede 14 dage inden premieren 24. november kunne Aarhus Teater melde udsolgt til samtlige 35 forestillinger. Og der bliver ikke mulighed for ekstra forestillinger.
LÆS OGSÅ: Aarhus Teater tjener mindre, men sælger flere billetter
Den med længsel ventede opsætning af den fortryllende historie om eventyrlandet Narnia er baseret på C. S. Lewis' romanklassiker af samme navn. En roman, der handler om de fire søskende Peter, Susan, Edmund og Lucy, som anbringes på et mystisk engelsk gods af deres mor. Under en gemmeleg opdager børnene ved et tilfælde indgangen til Narnia i et garderobeskab, og sammen træder de ind i en fantastisk eventyrverden.
Narnia regeres af den onde, hvide heks, som har kastet en forbandelse over landet og indhyllet det i en 100-års-vinter. De fire børn drager sammen med den gådefulde, majestætiske løve Aslan og hans hær i kamp for at bryde heksens magt. Det bliver et drabeligt slag om retten til at leve i frihed.
LÆS OGSÅ: Søren Huss' plade om sorg bliver til teater i Aarhus
Eventyret om Narnia har alt det, et eventyr bør have - og som de aarhusianske teatergængere tydeligvis vil have; kærlighed, spænding, magi og fantasi. Fabelfigurer, finurlige kostumer og fantastisk scenografi. 'Narnia – Løven, heksen og garderobeskabet' er en storslået, klassisk familieforestilling om kampen mellem det gode og det onde - for børn og barnlige sjæle i alle aldre.
På scenen kan man blandt andet opleve Mette Døssing i rollen som den hvide heks, Jacob Madsen Kvols i rollen som løven Aslan, Anders Baggesen som faunen Tumnus og Anne Plauborg som menneskepigen Lucy.
'Narnia' instrueres af nordmanden Frede Guldbrandsen, som også instruerede den store 2017-forestilling 'Røde Orm' på Moesgaard Museum i sommer i anledning af Aarhus som europæisk kulturhovedstad.