50.000 kroner til en af hverdagens helte
Fagchef i Aarhus Vand får pris for sit arbejde i 20 år
Anders Lynggaard-Jensen, fagchef i Aarhus Vand, har fået Biofos Ressourcepris 2017 på 50.000 kroner. Det oplyser Aarhus Vand i en pressemeddelelse.
“Vi har fundet en modtager, der må siges virkelig at være en pioner. Han har stået for en stor del af udviklingen af spildevandsområdet i Aarhus gennem mere end 20 år og været hovedperson i udviklingen af samstyringen mellem afløbssystem og renseanlæg i Aarhus,” siger Jens Prisum, teknisk direktør i Biofos.
Et andet medlem af priskomiteen, Morten Fjerbæk fra EnviDan, kalder Anders Lynggaard-Jensen for en af hverdagens helte, der oftest flyder under radaren og kun er kendt i en snæver kreds, men gør en kæmpe indsats på et samfundsmæssigt vigtigt område.
Prismodtageren siger selv:
“Jeg er rigtig glad og stolt for prisen, men det kunne jo slet ikke lade sig gøre uden mine gode og engagerede kolleger, så tak til dem.”
jr