Farverig præst brænder for sit job
Carsten Marvig har været sognepræst i Storring-Stjær i 25 år med gejst og engagement
Sognepræst Carsten Marvig har et valgsprog, der hedder: 'Man skal brænde for at tænde'. Med det mener han, at man skal brænde for det, hvis man vil fortælle andre noget. Ikke mindst, hvis man er præst.
Med det som udgangspunkt har han nu været sognepræst i Storring-Stjær sogn i 25 år - hvilket fejres søndag 10. december med festgudstjeneste kl. 14 og efterfølgende reception i Stjær Forsamlingshus.
LÆS OGSÅ: Dronningen har sendt Den kongelige Fortjenstmedalje til Skanderborg
At dømme på den opbakning, der er om Carsten Marvig som sognepræst, så lykkes han også i særlig grad med at leve op til sit valgsprog. Han beskrives som en fantastisk formidler, der altid har noget på hjertet. Og en person, som nærer stor omsorg for mennesker omkring ham.
Som sognepræst er han afholdt og respekteret for en rummelighed med afsæt i Grundtvig. Han har været aktiv i Sct. Nicolai tjenestens samtaletilbud og er med i præsteberedskabet i forbindelse med store ulykker og katastrofer.
Han har også været underviser på pastoralseminariet i flere år og været praktikmentor for unge teologer. Samt tillidsrepræsentant for præsterne i provstiet.
Carsten Marvig er kendt for sit fynsk humor og glade smil - og når han står for 'Gud og fællesspisning' underholder han de mange børnefamilier, der fylder kirken, mere end han prædiker, når han tager fat i et tema fra Biblen.
“Carsten var nyuddannet præst, dertil en ung elitegymnast med en ung familie. Som altid var det også dengang menighedsrådet, der valgte deres præst. Der var prøveprædikener og samtaler med flere, men menighedsrådet var ikke i tvivl. Det var den daværende biskop Herluf Eriksen heller ikke. Ved ordinationen omtalte han Carsten som en lovende, ung komet," skriver formanden for menighedsrådet, Ingrid Jørgensen, i en jubilæumsartikel i kirkebladet
Menighedsrådsformanden i Storring, Olga Andersen, var heller ikke i tvivl:
"Så får Storring da noget kønt at kigge på," sagde hun, efter hun havde set hele familien.
-boll