Fortsæt til indhold

Nye medlemmer i Frivilligrådet

10 sæt hænder er klar til frivillighed i 2018

Samfund
Arkiv

Den 23. november var der valg til frivilligrådet i Norddjurs Kommune, der er udgjort af repræsentanter for det frivillige sociale område.
Valget til frivilligrådet blev traditionen tro afholdt i forbindelse med den årlige Frivilligdag, hvor Norddjurs Kommunes frivilligråd inviterer de frivillige sociale foreninger til hyggeligt samvær, årsberetning, oplæg fra frivilligfronten og kåring af Årets Frivillig.

Nye medlemmer

Valget til frivilligrådet giver muligheder for, at nye repræsentanter kan stille op til rådet og blive en del af arbejdet bagom indstilling til fordeling af frivilligpuljen og synliggørelse af det frivillige sociale område. Valget forløb fredeligt, og de tre medlemmer, der genopstillede til rådet, blev alle valgt ind til en ny periode på to år. To nye medlemmer fandt også vej ind i frivilligrådet. Jimi Haumann, der er formand for Ungdommens Røde Kors Norddjurs, blev valgt ind som nyt medlem i kategorien 'Børn og unge' og overtager således pladsen efter Julie Marie Preut, der valgte ikke at genopstille. Henning Hansen, der er frivillig i Røde Kors Rougsø, blev valgt ind som nyt medlem af frivilligrådet under kategorien 'Andre foreninger', hvor der efter vedtægtsændringer i sommeren 2017 er blevet plads til et ekstra medlem.