Fortsæt til indhold

Fornem hæder til lokal ildsjæl

Årets Frivillig fik flotte ord og hæder med på vejen

Samfund
Simon Carlson

Norddjurs Kommunes frivilligråd står for udvælgelsen af Årets Frivillig inden for det frivillige sociale område. Med 16 gode indstillinger til prisen var det ingen nem opgave at vælge en kandidat frem for de andre, men efter en god snak og en afstemning mellem to spidskandidater blev Preben Gregersen valgt som Årets Frivillig.
I den indsendte indstilling af Preben Gregersen blev der redegjort for hans omfattende aktiviteter som frivillig i Vivild og omegn. Preben Gregersen står ugentligt for banko på Langhøjskolen og er også at finde på skolen som lektiehjælper for børn en gang om ugen.
Han er kasserer i Vivild Ældreklub, hvor han desuden står for et madhold for mænd. Han er ligeledes koordinator for Norddjurs Motionsvenner, som han var med til at starte op for seks år siden. Desuden er han hvert år med til at arrangere Vivild Knækker Cancer, hvor han i 2015 blev inviteret ind som gæst i TV2s indsamlingsshow på baggrund af den flotte indsamling på 104.000 kroner fra lokale arrangementer i Vivild. Preben Gregersen er endvidere aktiv bag sommerfesten i Vivild, han stiller op som brandvagt på efterskolen i Vivild, og han er med i bestyrelsen for den lokale brugs.

Ydmyg og vellidt

Ved overrækkelsen af prisen havde næstformand for Voksen- og Plejeudvalget Lars Sørensen (V) også fine ord om prismodtageren, skriver Norddjurs Kommune i en pressemeddelelse.
“Som I kan høre, har vi at gøre med en mand, der ikke sidder stille. Preben har altid kalenderen fyldt med ting, han skal, og folk han skal hjælpe. Samtidig med det er han der for familie, venner og bekendte og er klar med omsorg og hjælp, når der er brug for det. Han er ydmyg og vellidt, og til trods for den modstand, han selv har mødt på sin vej, er han altid positiv og interesseret i, om andre har det godt,” sagde Lars Sørensen, der kunne overrække prisen, der bestod af blomster, diplom og et gavekort på 5.000 kroner

Mange fantastiske frivillige

Selvom der kun vælges én Årets Frivillig, blev der på Frivilligdagen også plads til at takke de mange andre frivillige, der gør en stor indsats.
“Vi kan ikke gøre det op i tal, men med 100 frivillige sociale foreninger i Norddjurs Kommune når I som frivillige ud til rigtig mange mennesker. I kan noget særligt som frivillige og giver et helt særligt rum for de mennesker, I møder. Et rum som de ikke kan få andre steder. Det vil vi gerne takke jer for,” sagde Lars Sørensen.