Fortsæt til indhold

S sikrede sig valgsejren i vest

Ørsted, Glesborg og Auning gav et plus på 434 til Liste A

Samfund
John Pedersen

Socialdemokraterne i Norddjurs fik et flot valgresultat, der betød, at Jan Petersen får endnu fire år på borgmesterposten.

En nærlæsning af de mange tal viser, at det var i vest og den nordlige midtkommune, at det flotte resultat med en fremgang på 1,4 procentpoint til 41 procent kom i hus.

Ørsted, Glesborg og Auning tegnede sig for en samlet fremgang for Liste A på 434 stemmer.

Ørsted toppede med et plus på 180 og her høstede Lars Pedersen flittigt af de mange stemmer, der var “på udsalg” efter Borgerlisten Norddjurs ikke havde formået at finde en eneste kandidat i postnummer 8950 - det gamle Rougsø Herred.

Glesborg fulgte trop med 136 stemmer mere til socialdemokraterne end for fire år siden, mens Auning fik ekstra 118 krydser i valgurnerne.

Så betød det mindre, at Vivild kunne mønstre fire færre socialdemokrater end i 2013.

Gynger og karrusel

I Allingåbro var det den modsatte tendens end den man så i Ørsted.

For selv om Leo Petersen og Borgerlisten ikke fik stemmer nok til blot det ene mandat, så fik Borgerlisten dog et pænt valg og sluttede som nummer to med 19,65 procent af stemmerne - en fremgang på 8,1 procentpoint.

Leo Petersens 236 stemmer, lagt sammen med de 28 til Harald Grønlund, betød, at den nye S-kandidat Fritz Birk Sørensen måtte notere sig for et minus på 0,8 procent - og 30 stemmer færre end sidst til Liste A,, hvor det var veteranen John Saaby Jensen, der repræsenterede partiet.

På afstemningsstederne i Grenaa formåede borgmester-partiet knap at holde skansen, men tabte 63 stemmer.

Bag disse tal gemmer sig et plus på 61 stemmer i Trustrup, et tab på henholdsvis 109 og 18 i Grenaa Idrætscenter og Pavillonen.

På Anholt gik socialdemokraterne tre stemmer tilbage, mens facit i Ørum blev et minus på 30 stemmer.