Ejerne sidder nu med ansvar for driften af AIK
Efter de tre valgte bestyrelsesmedlemmer i AIK - Auning Idræts- og Kulturcenter - stillede deres mandater til rådighed på en ekstraordinær generalforsamling i driftsselskabet, er det nu ejerne - AIF-Hallernes Fond og Svømmehallen A/S, der reelt sidder med ansvaret for driften.
Det blev konsekvensen, da forsamlingen uden modkandidater til ny formand valgte Uffe Hjorth, formand for ”Fonden”.
Som nye bestyrelsesmedlemmer blev, ligeledes uden modkandidater, valgt Bent Brix, formand for “Svømmehallen” og Ole Beering, der er medlem af Svømmehallens bestyrelse.
Ifølge vedtægterne er formanden på valg i lige år, altså allerede til den ordinære generalforsamling til foråret, mens de to bestyrelsesmedlemmer først er på valg i 2019, ulige år.
Efter den til tider ganske følelsesladede generalforsamling, oplyste Bent Brix, at man har arbejdet på at finde lidt yngre kræfter at sætte ind i AIK`s bestyrelse, men at de endnu ikke var helt klar.
Det lå lidt i luften, at det er der måske nogen, der er til den ordinære generalforsamling, hvor der i givet fald bliver behov for at ændre vedtægterne, hvis der skal ske udskiftning af de menige bestyrelsesmedlemmer i utide - altså i et lige år.
De øvrige medlemmer er Auning IF`s repræsentant Jan Ellegaard, der ikke fortsætter på posten, samt kommunens obervatør uden stemmeret, Torben Jensen.
Sponsorudvalgets post i AIK`s bestyrelse har står tom i et stykke tid.
Smækker ikke med døren
De tre nye medlemmer af AIK`s bestyrelse kom ikke med bud på, hvad de ønsker at byde ind med og i hvilken retning de ser centret skal udvikle sig.
Forinden havde den afgående formand Hening Millard i detaljer redegjort for, hvorfor han selv - Finn Ellegaard og Carsten Enemark - ikke ønskede at fortsætte perioden ud frem til den ordinære generalforsamling.
I den korte version handler det blandt andet om længere tids frustrationer over reelt manglende vilje - eller evne til at samarbejde de tre parter imellem - og her-og-nu et afslag fra Svømmehallen A/S på at få nedsat huslejen for 2018 med 250.000 kroner for at få budgettet til at gå i balance.
“Vi smækker ikke med døren. Vi ønsker at give plads til andre, som i højere grad nyder ejernes tillid og kan gøre det bedste for vores fælles idrætscenter”, sagde Henning Millard i sin slutreplik.
Finn Ellegaard redegjorde for centrets økonomi og status efter årets første 10 måneder.
Og så var forsamlingen meget overraskende ved at gå over til næste punkt på mødets dagsorden, valg af formand og bestyrelsesmedlemmer.
Og det helt uden debat.
Provokerede til debat
Først da Tom Bytoft bad om ordet og fik det af mødets glimrende dirigent Torben Ibsen, blev der lukket en smule op for de ganske forskellige holdninger, der også ligger til grund for den situation, som AIK befinder sig i.
“I er nogle tøsedrenge”, provokerede Tom Bytoft den afgåede bestyrelse, som han mente skulle have kæmpet videre frem til den ordinære generalforsamling, efter de i øvrigt har gjort et helt igennem fortræffeligt stykke arbejde.
“Det er bedre, at en ny bestyrelse kan komme i gang straks, i stedet for at vi skal vente til generalforsamlingen”, mente Henning Millard.
Og så var der ellers stor ros og anerkendelse til den afgåede bestyrelse fra Kaj Dahl Andersen, tidligere medlem af AIK`s bestyrelse for sponsorudvalget.
Han havde til gengæld ikke meget pænt at sige om AIF-Hallernes Fond.
“Fonden er kørt fast, sidder kun med korslagte arme og kan kun kritisere. Der er behov for at skifte bestyrelsen ud med nogle mere visionære kræfter. Havde det stået til Fonden, var der ikke sket noget som helst i centret. Den er ikke kommet med noget som helst konstruktivt”.
“Vi har ikke blandet os fra Fonden. Det har vi fået besked på. Det er ikke pænt, det du siger der, Kaj, lød det fra en irriteret Per Erbo Dannemann Sørensen, medlem af Fondens bestyrelse og formand for Auning IF
“Det var heller ikke meningen”, replicerede Kaj Dahl Andersen og lukkede dermed ned for aftenens klart skarpeste meningsudveksling blandt de omkring 25 fremmødte.
Efter små to timers møde var facit.
Tre nye valgt til AIK`s bestyrelse, der nu skal ud og ansætte en ny centerleder som en af sine første handlinger samt gerne præsentere et budget for 2018, som er i balance.