Fortsæt til indhold

Det elendige efterår

Det har været et skridt frem og to tilbage hele vejen gennem denne sæson

Samfund
Af Kim Skovrup Andersen

Så rundede vi fodboldåret 2017 af på vores ret så indtagelige fort af en hjemmebane med en tarvelig nulløsning mod bundproppen fra Helsingør.
En kamp, der på mange måder var et retvisende billede på det elendige efterår, vi har gået igennem som klub og ikke mindst som fans. Ja, hele 2017 har været decideret deprimerende med få lyspunkter som nedrykningsplayoff-sejrene mod Esbjerg og Viborg i maj.
Sidstnævnte ligger i dag på en syvendeplads i landets næstbedste række, og jeg har det sådan, at det lige så godt kunne have været AGF.
LÆS OGSÅ: Klumme: Den frustrerende GF-forbandelse fortsætter

Med vanlig optimisme blev der taget hul på en ny sæson, for her var der ret bred enighed om, at sportschef Peter Christiansen havde handlet historisk godt i transfervinduet med spillere som Ankersen, Kanstrup, Møller, Sana og Guira.
Daværende cheftræner Glen Riddersholm og ledelsens målsætning om en top 6-placering virkede for de fleste - inklusiv denne signatur - realistisk.
For det må da vende for vores klub på et tidspunkt, ikke? Man ak og ve: Heller ikke i år skal vi blande os i toppen, hvor vi budgetmæssigt og tilskuermæssigt hører til. Og det er som om hele fodbold-Danmark igen griner af os AGF-fans.

Jeg kan ikke huske, hvornår AGF senest har haft en så svingende sæson som denne. Det har været et skridt frem og to tilbage hele vejen igennem.
LÆS OGSÅ: Klumme: Farvel og tak til Guld-Glen
Med fine sejre mod Hobro, Brøndby, FC Nordsjælland, for så efterfølgende fuldstændig at blive nedsablet af Sønderjyske, FC Midtjylland, Randers og FC København. Det har godt nok gjort forbandet ondt.

Og fyringen af Glen Riddersholm har overhovedet ikke hjulpet på den smerte.
Det er altid utroligt let at være bagklog, men jeg ville ønske, at man havde ventet med fyringen til vinterpausen, for det var der ved at ligne noget med succestræneren, og så langt var der jo heller ikke op til den ønskede top 6-placering.
Det er der godt nok nu. Vi skal faktisk prise os lykkelige for, hvis vi bliver i Superligaen. Og glade for, at der er 14 hold, så vi i det mindste ikke skal overvintre på en sidsteplads.
LÆS OGSÅ: Klumme: 2-0 - Og tilbage til top 6-jagten
Siden David Nielsens debut 16. oktober mod Lyngby er det kun blevet til 4 point ud af 21 mulige med en målscore på 4-16. Desuden har AGF ikke formået at score i fem ud af syv kampe.
Det er godt nok skræmmende, og hvis der ikke bliver gjort noget ved det, der kunne ligne en tabermentalitet, så skal vi som minimum ud i neglebidende opgør igen til foråret. Så der venter hårdt arbejde for truppen, David Nielsen og den kommende assistenttræner Rubén Sellés fra Spanien.
De skal kæmpe for, at det elendige efterår ikke afløses af endnu et forsømt forår.