Fortsæt til indhold

Svanerne trækker i arbejdstøjet

Samfund
John Pedersen

Lions Club Norddjurs er i gang med sit 6. år og med Marianne Krogh fra Ørsted som ny præsident.

Marianne har været med lige fra starten af i den forholdsvis nye Lions Club, der på den korte tid har fået involveret sig i en lang række årlige begivenheder, som alle i sidste ende har som formål at indtjene penge, der så kan deles ud til humanitære formål.

Og lige nu er det ved at være tid til at et par af disse aktiviteter skal sættes i spil.

De fire weekends op mod jul er Svanerne ude på Gl. Estrup, hvor de både sælger juletræer og andre fine ting og sager, der er lavet i løbet af året.

Indsamler til julehjælp

Lørdag 2. december gentager Svanerne så sidste år succes med at stille op ved SuperBrugsen i Auning, hvor de beder kunderne om i butikken at købe en bestemt vare, som de så kan donere til de meget efterspurgte julehjælpepakker til personer i lokalområdet, der kan søge om hjælpen gennem sognepræsten i Gjesing-Nørager.

Men årets ubestridt største event, som Svanerne deltager i er Auning Løbet, der skaffer et stort beløb til de forudbestemte humanitære formål, som blandt andet er Julemærkehjemmene, der har haft Svanernes store bevågenhed. I det forgangne år har Svanerne også støttet det nye projekt med “Kultur-Torsdage” på Ørsted Kro samt aktiviteter, som borgere i Holbæk-området har arrangeret for de flygtninge, der har været bosat i de tidligere ældreboliger.

Marianne Krogh har gennem sit lange arbejdsliv været beskæftiget med børn.
Hun er født i Middelfart og tog sin uddannelse på børnepædagog-seminariet i Odense.

Siden flyttede hun til Ørsted og var ansat i 35 år i den tidligere Røde Kors-børnehave Skovly, der siden blev kommunal, inden den i 2011 lukkede i forbindelse med etablering af Ørsted Børneby.
Det blev til 18 år som leder af daginstitutionen.
Den nye præsident for Svanerne har også gennem mange år været leder af gymnastikken i Ørsted Idrætsforening.

Sidste år blev det en stor succes, da Svanerne stillede op ved SuperBrugsen i Auning og bad kunderne donere et stykke indkøb til julehjælpen.

At kunne gøre en forskel

Marianne Krogh fortæller, at hun ikke kendte så mange af sine senere søster-svaner, da hun blev kontaktet af Kirsten Luxhøj Jensen, som blev Svanernes første præsident.

“Jeg valgte at sige ja, fordi jeg gerne ville være med til at gøre en forskel. Og nu var jeg holdt op med at arbejde, så havde jeg tiden til det. Også det sociale og det at få en masse kontakter”, fortæller Marianne, der i dag er en af de ret få fra den vestligste ende af Svanernes område.

I øjeblikket er der 23 Svaner, så der er bestemt plads til flere i reden. Men rent geografisk er hovedparten stadig fra Auning-området. Uden at den nye præsident rigtigt kan forklare hvorfor. Og kvinder fra vest er mere end velkomne.

“Hvis nogen har interesse for at høre om hvad vi går og laver, så er de velkomne til at kontakte mig eller en anden af os.

“Man kan også komme med til en mødeaften og høre lidt om hvad det hele går ud på”, forklarer Marianne Krogh.