Dan Boyter i front for Handicapråd
Børne- og socialminister Mai Mercardo har udpeget erhvervsmanden Dan Boyter som ny formand for Det Centrale Handicapråd fra 1. januar 2018, hvor rådet tager hul på en ny rådsperiode. Samtidig skifter rådet også ud på andre poster.
Læs også: Handicapprisen: Kandidater efterlyses
Dan Boyter overtager formandsposten efter Anette Laigaard, der har valgt at stoppe af personlige årsager.
I udvælgelsen af Dan Boyter har ministeren lagt vægt på hans ledelseserfaring fra erhvervslivet og ballast fra tillidsposter på det sociale område. Samtidig har han kendskab til handicapområdet gennem sit arbejde som direktør for Pressalit, der blandt andet laver hjælpemidler til mennesker med handicap, og som ansvarlig for Pressalits hovedsponsorat af Parasport Danmark.
“Dan Boyter har som direktør evnet at samarbejde bredt og konstruktivt, og han har sat fokus på virksomheders sociale ansvar. Det er præcis de kompetencer, jeg gerne vil have hos formanden,” siger Mai Mercardo.