Ord skaber forventning
Erik Søndergård blogger om livet i Aarhus Nord
Ord sætter noget i gang lige meget, om det er hyggesnak, kommandoer eller samtaler.
Det gode liv har noget med vores ord, ønsker og tanker at gøre.
Dagene kommer, hændelser indtræffer, og livet er nyt hvert øjeblik, selvom vi godt kender vores hverdag.
Hvad mon fremtiden bringer? Den fremtid, der er lige rundt om hjørnet.
Der er få dage til jul, og vi har sikkert alle vores forventninger til hjerternes fest, hvor der er noget godt til både børn og voksne. Der er julepynt, juleafslutninger, julefrokoster, julemad, juleøl, julestemning, julehandel, juleomsætning, julehygge og mange juleforventninger.
Advent betyder ”komme”. Julen kommer, forventninger kommer og tiden bliver ved med at komme.
Ikke alle juleforventninger er positive. Måske savner nogen denne jul, fordi familierelationerne blev for komplicerede eller vi har mistet én, vi holdt af, og det bliver så ubehageligt synligt, når en plads står tom. Selvom decembertiden er fuld af forventning, bringer den nogle gange sorg og afmagt, når vi mærker forhåbningerne blive hjemløse.
At livet giver os modstand, har mennesker altid erfaret. Utallige fortællinger handler om at overvinde modgang, holde ud, være dristig og bruge sin livsbegavelse. De oldgamle ord, vi plejer at fortælle i vintermørket før jul, handler om at tænde ild i håbet og livsmodet. Det er ord om at bringe godt budskab til fattige, frigivelse for fanger, syn til blinde, sætte undertrykte i frihed og udråbe et nådeår.
Til hjerternes fest bringes et bankende godt budskab. Ord, der kan sætte pulserende positive tanker i gang, når vi er fattige på forventninger. Ord, der taler modet frem, så vi føler os befriede fra dét, der fanger. Ord, der får os til at se nogle af de livsmuligheder, vi var blinde for. Ord, der sætter os i frihed, når vi føler os undertrykte, og giver et livsmod, som var der udråbt et nådeår.