Den gamle læremester kigger fortsat med
Klubikonet Wandy Nielsens tabte kampen til kræften, men Midtdjurs Taekwondoklub kører videre i mesterens ånd
Sidste år kunne Midtdjurs Taekwondoklub fejre 40 års jubilæum, og trods hårdt ramt af sin kræftsygdom nåede formand og cheftræner Wandy Nielsen at få jubilæet med.
Det glædede den altid venlige og smilende guttermand, der om nogen har været med til at forme klubben og give den en identitet.
Tidligere på året tabte Wandy Nielsen kampen mod kræften, men mesterens ånd lever fortsat videre i klubben.
Kæmpestor inspirator
Det kan man forvisse sig om ved at overvære en træningsaften i multisalen i Kolind+, hvor Midtdjurs Taekwondoklub har fået base efter stort set hele sin levetid at have været i et ydmygt træningslokale i den ene af Kolind Centralskoles gymnastiksale.
“Wandy gav så meget til klubben, og det kan tælles på en hånd, hvor mange træningsaftener han ikke var der,” siger Paw Rønde, 50, en af mesterens mange elever som fortsat dyrker sporten med stor ildhu.
Paw Rønde har overtaget Wandy Nielsens formandshverv, foreløbig frem til næste generalforsamling.
“For mig er sporten blevet en livsstil, og det er ikke mindst Wandys fortjeneste. Han har været en kæmpestor inspiration for mig og mange, mange andre,” siger Karl Rathje , snart 58. Han startede med at dyrke sporten i begyndelsen af 1990'erne sammen med sin søn og en nevø.
Mens sønnike og nevøen er stoppet for i stedet at løfte jern, er den gamle ikke til at drive væk fra træningslokalet.
“Jeg kan ikke undvære vores to ugentlige træningspas. Mentalt har det at dyrke taekwondo og den filosofi, som ligger bag, betydet meget for mig i min hverdag. Jeg bevarer roen i det mest stressede situationer, og så betyder træningen meget for min fysiske sundhed.”
Disciplin og respekt
Midtdjurs Taekwondoklub kan lige nu mønstre tæt på 50 medlemmer.
Det er lykkedes klubben at få et ungdomshold op at stå, som kan være med til at sikre fødekæden, men i modsætning til mange andre idrætsgrene fortsætter en pæn del af udøverne af sporten til langt op i pensionsalderen.
Det kommer også til at gælde for både Paw Rønde og Karl Rathje, hvis de bevarer deres gode helbred og fysik.
De mest rutinerede og højest graduerede tager rollerne på sig som mentorer og trænere i Midtdjurs Taekwondoklub.
Respekten er en naturlig del af filosofien, og det samme med disciplinen.
“Men det er jo ikke noget med, at der er nogen form for kadaverdisciplin i vores klub, slet ikke,” understreger Paw Rønde. “Alle snakker med alle, og alle, uanset niveau er velkomne.”
Netop klublivet har fået en gevaldig renæssance ved overgangen til Kolind+, hvor både trænings- og omklædningsforhold er mere end optimale, ligesom mange benytter muligheden for at drikke en vand eller en kop kaffe i caféen, før turen går hjemover.
“Rollerne er nøje fastlagte, når vi træner, og det samme er de træningsrutiner, som vi anvender. Taekwondo er bygget meget op om gentagelser og handlinger. Det kan se montomt ud, men jeg kan love, at man kommer til at svede,” smiler Paw Rønde.