Karmapolitiet
Lad mig sige det med det samme: det der halløj med karma er egentlig slet ikke mig. Alligevel må jeg erkende, at det er som om, at gode gerninger avler nye gode gerninger. At de fleste smil starter med et andet smil.
For en tid siden havde jeg akut behov for at få oversat et forretningsbrev fra dansk til engelsk. Jeg lavede et opslag på Facebook, hvor jeg søgte en person til opgaven. Kort efter var jeg i kontakt med en tolk, der fik klaret mit brev så hurtigt, at vi ikke nåede at aftale en pris. Jeg tænkte derfor, at det var en oplagt chance for ham til at skrue prisen op. Jeg kendte ikke manden nævneværdig godt, så dermed skyldte han mig absolut ingen vennetjeneste.
Men mine fordomme blev hurtigt skudt til jorden. Han afslog at ville have noget for sit arbejde, for som han sagde: ”der var for nylig en mand, som gjorde mig en uventet tjeneste, så nu kan jeg give en tjeneste videre i systemet”.
Hans holdning ramte mig i hjertet. Tænk hvis vi alle sammen gør lidt mere for hinanden, uden det nødvendigvis er i bestræbelserne på selv at få noget til gengæld. Jeg mener ingenlunde, at vi skal ind i et Ole Henriksen-samfund, hvor vi som den evigt jublende cremekonge kun kan se det fantastiske i livet, og hvor man næsten ikke kan skubbe sig frem for lutter gode oplevelser. Men hvor kunne det dog være befriende, hvis der var flere, der tillagde sig en livsfilosofi om, at det er helt okay, at gøre noget uventet godt for andre.
Der er i min optik intet galt i, at vi lever i et samfund, hvor vi alle stræber efter mere. Hverken økonomisk, materielt, i parforholdet, karrieremæssigt eller på andre områder. Men den higen kan til tider afstedkomme en nok-i-sig-selv-mentalitet, hvor vi kan have tendens til en egocentreret hverdag, hvor vi i overført betydning glemmer de gamle spejderdyder med at følge en ældre kvinde over vejen. Vi tonser af sted med eget fokus. Og kan andre ikke følge med, så er det deres problem – ikke vores.
Jeg kom i aftes hjem fra en rejse, hvor jeg i Asien interviewede nordkoreanske afhoppere. Uafhængigt af hinanden svarede de næsten enslydende på, hvad der havde været svært, ved at slippe ud af diktatorregimets jerngreb: at det negative havde været, at de var kommet fra et fattigt land, hvor man hjælper hinanden, til komme til en materialistisk verden, hvor folk for egen vindings skyld glemmer hinanden, for selv at komme forrest i samfundets kø. Er vi virkelig på vej derhen - og er det sådan, vi ønsker at leve?
Hvor endte så historien om min uventede venlige tolk? Jo, belært af hans holdning om, at han gjorde mig en tjeneste, fordi han selv havde modtaget en tilsvarende tjeneste for nyligt, så gik jeg faktisk ud og gav den videre. Ikke som en pålagt ting, eller som en form for tjeneste-kædebrev. Ganske enkelt fordi det pludselig faldt mig helt naturligt at dele min egen glæde til andre. Jeg drog ud og optrådte gratis på en psykiatrisk afdeling. Så trods jeg ikke tror på karmapolitiet, så må jeg nu indrømme, at gode gerninger avler nye gode gerninger. Og så er det i øvrigt ganske skønt, at kunne gøre noget for andre. Prøv det – det smitter.