Verden venter sig...

Verden venter sig. Det er dét, adventstiden handler om. Verden er frugtsommelig - Verden venter sig; og vi er i den niende måned nu:
Eller med Tove Ditlevsens ord:
Det er i den niende måned
verden venter i lydhør vågen
højtideligt træder de fromme stjerner
frem af novembertågen
Og hun fortsætter:
Ude i rummet trædes den store vugge på lydløse gænger .
Jeg kom til at tænke på digtet da jeg så det meget smukke og stærke alterbillede, Kirsten Dissing Overgaard har malet til Tåning kirke. Hvor ikke bare verden – men hele universet er svangert med et lysende håb.
Og jeg glæder mig til at fejre Jul, helligtrekonger, kyndelmisse og Maria bebudelse under det forjættende, nærmest mytologiske billede.
Billedet af, at alt - altid og endnu - er i sin vorden;
Adventstid er ventetid; forventningens tid; det er ikke ligegyldigt hvad vi forventer; vi kan så let blive skuffede.
Da jeg var barn og min ønskeseddel var flere meter lang – dér fortalte min mor mig altid, hvad jeg IKKE fik!
Fordi hun var bange for, jeg skulle blive skuffet juleaften. På den måde havde jeg jo så en rimelig god fornemmelse af, hvad jeg faktisk fik, og da jeg blev større irriterede det mig lidt. Men det tog faktisk ikke magien ud af juleaften. At jeg var forberedt.
Adventstid er ventetid; Det er tiden, hvor vi forbereder os; det er tiden, hvor vi stemmer sindet til at tage imod Julens glædelige budskab. Med sange og salmer; med lys og gran; med gløgg og æbleskiver.
Den kristne mystiker, Meister Eckhart, som levede i det 13. århundrede - han siger sådan her om den indre forberedelse på julen:
“Vi fejrer jul, for at denne fødsel også må ske inde i os. For hvad betyder julen for mig, hvis den ikke finder sted inde i mig? At julens fødsel også overgår mig, deri består juleglæden”
På Kirsten Dissing Overgaards alterbillede bliver det i høj grad nærværende: at julens fødsel også overgår os.
Lige her i søhøjlandet ved Ejer bjerge og Danmarks højeste punkt. At den signede stund, den midnatstid, vor herre han lod sig føde – da klarede det op i østerlid, til dejligste morgenrøde. Det var ikke en nat som de andre – den har lyst gennem slægterne siden: da ordet blev kød og tog bolig i blandt os.
Og har man først fået færten af denne kosmiske og universelle virkelighed; At glæden blev jordens gæst dengang - Ja, så ånder alt af denne uudgrundelige mening rundt om vores liv: At også dit liv er kærtegnet af himlen.
Glædelig advent