Fortsæt til indhold

Schandorff fik det ikke til at spille i finalen

Samfund
Arkiv

Det blev til en flot 5. plads for Frederik Schandorff i dette års Danish Thundersport Championhip. Den 20-årige racerkører fra Essig ved Feldballe kørte sin 3. sæson i DTC serien, og det blev hans mest pointrige til dato. Forud for denne sæson skiftede han til LM Racing, hvor målet inden sæsonen var en topplacering i det generelle mesterskab, og derudover forsvare U21 titlen, som han sikrede sig i 2016.
Sæsonen startede på FDM Jyllandsringen, og allerede fra første weekend viste Frederik Schandorff flaget. Med en podieplads generelt og to sejre blandt U21 kørerne kunne sæsonen ikke været startet ret meget bedre.

Andenplads i Aarhus

Ved Classic Race Aarhus fortsatte de gode takter, og her blev der kæmpet med om den generelle sejr, helt indtil den sidste meter.
Det sluttede med en generel andenplads i finalen, lige foran den flerdobbelte Le Mans vinder Jan Magnussen, og ligeledes overtog Frederik Schandorff andenpladsen i det generelle mesterskab. I løbet af sæsonen 2017 blev det både til gode og mindre gode placeringer, men det så godt ud op til finaleweekenden.

Kiks på kiks

Inden finaleweekenden lå Frederik Schandorff nemlig stadig til at kunne snuppe en medalje i det generelle mesterskab. Vejret skulle igen stikke en kæp i 18 tommer hjulene på bil nummer 99. En regnvåd bane gav blot 16. startposition til heat 1, og det skulle blive skæbnesvangert. I midterfeltet er der altid ekstra hårde kampe, og her blev Frederik Schandorff involveret i et sammenstød, der knækkede forhjulsophænget på raceren.
Dermed var der nul point til mesterskaberne, og dette skulle vise sig at blive udslagsgivende i pointstillingerne. LM Racing teamet holdt dog hovedet højt, og fik bilen køreklar igen til heat 2, hvor det fra 23. startposition blev til en godkendt 8. plads.
I finaleheatet blev en 15. startposition vekslet til 4. plads, hvilket føltes som en sejr, efter det dårlige heat 1.
Da stillingerne skulle opgøres, blev det til en 5. plads i det generelle mesterskab, mens titelforsvaret af U21 mesterskabet glippede med få point.