Cykelpenge til Røde Kors klinik
Da folk fra Tema Rotary Favrskov i sommer cyklede til Paris, var det ikke kun en oplevelse for deltagerne, turen gav også et overskud på grund af diverse sponsorater, og overskuddet uddeles til velgørende formål.
Forleden mødtes to præsidenter - inden for foreningslivet forstås - nemlig præsidenten for Hadsten Rotary Klub og Mogens Lindhard og præsidenten for Røde Kors landsorganisation Sven Bak-Jensen hos Røde Kors i Hadsten. Her overrakte Mogens Lindhard 12.500 kr., som er beregnet til Røde Kors' sundhedsklinik i Aarhus, som behandler udokumenterede migranter. På klinikken er der læger, tandlæger og jordemødre, som alle arbejder frivilligt for at sikre sundhed blandt de mennesker, som opholder sig illegalt i Danmark.
Røde Kors præsidenten var i Hadsten for at overrække en 50 års nål til Henning Poulsen, som gennem et halvt århundrede har påtaget sig mange frivillige opgaver i Røde Kors.