Juletræstænding med fredslys og musik
Hadstens juletræ på tændes på torsdag efter optog fra Sløjfen og gennem Søndergade til Hans Gadebergs Plads
Vi står på tærsklen til julemåneden, og i Hadsten kan man se frem til en række hyggelige aktiviteter, som Hadsten Handel har i støbeskeen. Som det første skal byens store juletræ selvfølgelig tændes.
Den traditionsrige juletræstænding finder i år sted torsdag 30. november, efter at byens butikker er blevet pyntet aftenen forinden.
Optog fra Sløjfen
Selv om juletræstændingen finder sted med afsæt i alle gode traditioner, er der dog lavet en lille ændring i forhold til tidligere. Begivenheden starter nemlig på Ernst B. Sunds Plads ved Sløjfen, hvor julemanden kommer klokken 16.30. Han håber på et stort fremmøde.
“Jeg vil gerne have en masse nissebørn til at hjælpe mig med at finde vej til det store juletræ”, siger julemanden, som vist nok er den samme som indehaveren af én af byens butikker.
Hinnerupgarden kommer og spiller, og Hadsten-spejderne vil sammen med Sct. Georgs Gildet i Hadsten bære fredslyset frem til juletræet i fakkeloptog. Faklerne tændes med ilden fra fredslyset. Optoget går fra Ernst B. Sunds Plads, gennem Søndergade og frem til det store juletræ på Hans Gadebergs Plads. Her vil borgmester Nils Borring holde tale, hvorefter julemanden tænder lyset i træet.
Julemanden fortæller, at han glæder sig til at se børnene i Hadsten.
“Julemanden bliver rigtig glad, når han ser, at alle børn har det godt med hinanden, uanset hvor de kommer fra i verden. Og at de ikke mobber hinanden.”
Han tilføjer, at han rigtig gerne vil have ønskelister med hjem.”
Der vil være godteposer til alle børn, sponsoreret af de handlende i Hadsten.
Heste på gaden
Andre aktiviteter i butikkerne er en julehjerte-konkurrence, der starter 1. december. I år går Hadsten Handel desuden digital, idet handelsstandsforeningen for første gang lancerer en konkurrence på Facebook.
De første to søndage i december stiller Favrskov Rideklub op med et tilbud om gratis trækketure gennem Søndergade, og den tredje søndag går nisse-ryttere og heste fra rideklubben i juleoptog.
To søndage, 10. og 17. december, viser Hadsten Bio julefilm for børnene, og samme søndage afvikles en gløggkonkurrece med virksomheder, klubber og foreninger som deltagere.
Den sidste weekend inden jul, 16. og 17. december, kan kunderne nyde en sammensat julemenu rundt i butikkerne.
I øvrigt har Peter, der sælger juletræer ved Sløjfen, igen i år til Hadsten Handels store glæde været så venlig at give byen 100 juletræer til at pynte op med.