Hunden Ludvig glæder ældre
Hunden Ludvig skaber glæde på Anlægget i Ulstrup. Han er en franske bulldog og besøgshund på Anlægget, hvor han hver 14. dag er klar til at modtage både kram, kys og klap fra beboerne. Og det er noget, der skaber glæde.
Ludvig besøger demensafdelingen i Skovbrynet samt tre beboere, hvoraf én er sengeliggende. I fællesrummene har han mulighed for at løbe rundt fra person til person, snuse og blive klappet på hovedet. Altid med en godbid som belønning. Ejeren, Sara, ser tydeligt, hvordan Ludvigs besøg gør en forskel.
”For nogen betyder det, at de ikke var kommet ud af sengen den dag, hvis Ludvig ikke var kommet på besøg. Han er stille og rolig, og fokus er bare på, at han er der. Besøgene er båret af ham, og det er ham, ikke mig, der får opmærksomheden. Det fungerer rigtig godt. Og så ved han jo også godt, at det er der, godbiderne falder,” fortæller Sara.
I alt tager besøgene 1-1,5 time.