Genbrugsbutikken: Tidslommen
Genbrugsbutikken ville elske at få mere hjælp. De 35 frivillige har et godt fællesskab
Det føles som om, man træder ind i en tidslomme fyldt med ting fra bedstemors tid, så snart man går ind af døren til genbrugsbutikken i Hammel.
På hylderne er der proppet med bl.a. julenisser og julepynt, som er med til at skabe en hyggelig og rar atmosfære som om man er et lille barn igen hvor tiden står stille.
Man får pludselig lyst til at kigge nærmere på alting samt købe en masse af deres ting.
Man bliver hurtigt taget godt imod af to ældre damer, som er meget engageret i deres frivillige arbejde.
Lissy Nielsen, som er leder af genbrugen, var en af dem.
Hun synes det er rigtigt hyggeligt, og hun mener selv, at de har et dejligt socialt samvær med kollegerne, som man er sammen med.
“Det bedste ved at arbejde her er , at det er dejligt at gøre en indsats for dem, der trænger hårdt til penge.” tilføjer hun.
Hvor kommer varerne fra?
Varerne er alt sammen noget folk har foræret til butikken. Når folk skal flytte eller når nogen bliver skilt og de ikke synes, de har brug for det længere.
Folk kommer også med ting fra dødsboer, de gerne vil af med. Ifølge en aftale med genbrugspladsen må de også i januar, maj og august måned hente ting fra genbrugscontaineren.
Pengene fra Folkekirkens Nødhjælps Genbrugsbutik går bl.a til hjælp ved naturkatastrofer rundt om i verden, og sidste år afleverede butikken i Hammel 405.000 kroner til hovedkontoret, som derefter bliver brugt i katastrofeområder.
Lissy Nielsen fortæller at de har en omsætning på omkring 552.000 kroner, af det beløb skal der betales husleje, lys, vand, varme og så videre.