Gert gør en forskel i lokal klub
Så er der stjernedrys. Gert Jensen fra Hasten SK har af Jeppe Liboriussen fra Jyske Bank og Morten Lübker fra DBU Jylland Region 3's bestyrelse fået overrakt Region 3's ”Gør en forskel-pris 2017”.
Gert Jensen er en fremtrædende person i og omkring Hadsten SK. Klubformanden tager sig af rigtig mange ting i hverdagen for eksempel sponsorpleje, tøjaftaler, fundraising, nyheder på hjemmesiden, klubbladet og kontakt til Favrskov Kommune.
Gert Jensen har haft flere forskellige kasketter i klubben blandt andet udvalgsformand, træner, bestyrelsesmedlem og ikke mindst altså som formand siden 2013. Senest har han været hovedmanden bag etableringen af en kunstgræsbane, som formentlig er klar til indvielse i løbet 2018. Derudover er Gert Jensen frivillighedsambassadør i Favrskov Kommune, hvor han har været med i idrætssamvirket heraf fire år som formand.
Gert Jensen modtager sammen med æren et diplom, en termokande og 4.000 kroner.