er det først i 2019 SuperBrugsen kan fejre sit 100 års jubilæum?
Kan SuperBrugsen i Auning fejre sit 100 års jubilæum i 2018 - eller er det måske først i 2019?
Auning Bymuseum.dk har på bedste DETEKTOR-vis, sat sig for at FAKTA-tjekke, hvornår SuperBrugsen i Auning egentlig kan fejre sit 100 års jubilæum.
Og mange husker jo nok den stolte, men temmelig hørehandicappede Fru Fernando Møghe, som i tv-serien over alle - “Matador” - kom for skade, at fejre sin 100 års fødselsdag et ti-år for tidligt.
Det samme skulle jo nødigt ske for SuperBrugsen - heller ikke med blot en enkelt år.
Når man kommer ind i SuperBrugsen står der med store bogstaver “Velkommen til Auning Brugsforening Anno 1918”.
Men er det nu også rigtigt?
Øverst i en almindelig Google-søgning på “Auning Brugsforening” henvises til “Auning Brugsforenings historie” på AuningBymuseum.dk.
Her fremgår det, at “...nogle mænd fra Auning og Omegn stiftede den nye Auning & Omegns Brugsforening den 17. maj 1919”.
Henning Millard fortæller, at kilden er en artikel i Sønderhald Egnsarkivs årsskrift fra 2017, skrevet af Orla Lund, Øster Alling.
Orla Lund nævner i sin beretning om Brugsens historie blandt andet, at Auning Brugsforening er stiftet 17. maj 1919, at der er holdt 25 års jubilæum i 1944, 50 års jubilæum i 1969 og 75 års jubilæum i 1994.
Jubilæums-foto fra 1944
Ved en søgning på Arkiv.dk kan man se, at Sønderhald Egnsarkiv blandt andet har registreret et billede fra jubilæet i 1944. Så den del af Orla Lunds oplysninger må være korrekt.
Men er det korrekt, at Auning Brugsforening blev stiftet i 1919 og ikke i 1918, som det fremgår af skiltet i SuperBrugsen?
“For at FAKTA-tjekke hvilket årstal er det rigtige, måtte vi en tur på Auning Bibliotek”, fortæller Henning Millard.
Biblioteket har som langt de fleste folkebiblioteker i Danmark, adgang til store dele af Det Kgl. Biblioteks digitale avissamling. Alle har hjemmefra også adgang til den digitale avissamling. Men man kan kun få adgang til aviser, som er mere end 100 år gamle.
På folkebibliotekets computere har man derimod adgang til de aviser, som er lukket og hvor der ikke længere er en ejer, der gør krav på rettighederne. Det gælder f.eks. Randers Dagblad, som lukkede i 1974.
Men vil man søge digitalt i f.eks. Randers Amtsavis, må man en tur på Det Kgl. Biblioteks avissamling i Skejby.
“Ved hjælp af Auning Biblioteks adgang til Randers Dagblad fandt vi hurtigt frem til side 4. den 24. maj 1919, hvor der var en omtale af en ny Brugsforening. “På et møde i Auning forleden enedes man om at oprette en Brugsforening på stedet”. Det bekræfter, at Brugsen i Auning er oprettet i maj 1919 og ikke i 1918”, konstaterer Henning Millard.
Efterfølgende kontaktede AuningBymuseum.dk SuperBrugsens formand Carl Byrialsen, der blev konfronteret med spørgsmålet:
“Hvor sandt eller falsk er det, når der ved indgangen til SuperBrugsen står “Anno 1918?”.
Efter at have set dokumentationen måtte Carl Byrialsen erkende, at “Anno 1918” er falsk.
Det har ikke været muligt at finde ud af, hvor fejlen er opstået.
Men rettes skal den og der er allerede bestilt et nyt 9 tal hjem og det kommer op så hurtigt som muligt.