Diablos dag på rideskolen
Det kræver hårdt arbejde og mange timer i stalden, når man går til ridning. Men det er den eneste måde, at få de gode resultater frem.
Lyden af hestesko på pladret og mudret jord er det første vi møder, da vi ankommer til rideskolen i Hammel. I ridehallen er der fuld gas i en hest, og jorden fra ridebanens sand, flyver op, når den løfter hovene.
Ovre i stalden bliver der striglet,og hygget med de andre heste.
Der dufter at nyt, friskt halm, og våde heste.
Inde i en af boksene står hvidewelsh ponyen Diablo.
De smukke sorte øjne, kigger én dybt i øjnene. Diablo bliver trukket ud på det hårde stengulv, hvor man kan høre hesteskoene klikke. Stille og roligt tager Emma, Diablos ejer, dækkenet af, og en hvid, blød pels kommer til syne. Striglen smutter over den hvide pels, og jorden fra hovene ryger på jorden.
Så skal der sadles op. Klokkerne kommer på, og gamacherne glider ned ad benet,og sidder på, som var de støbt.
Slid og slæb i hestestalden
Sadlen glider op over ryggen, og gjorden bliver spændt så lammeskindet på gjorden bliver presset ind mod Diablos pels. Grimen ryger af, og bliver hængt på boksdøren.
Emma tager sine støvler på, og så er de klar til dagens træning.
Nu skal der rides.
Diablo og Emma bevæger sig stille og roligt over i ridehallen, hvor dagens træning skal foregå. Hun stiger op, som hun har gjort detmillioner af gange, og så er hun på sin bedste vens ryg. Og ellers går det bare der ud af.
Efter en dejlig træning, skal der muges ud, fodres,gives hø, så Diablo er klar til en god nattesøvn med en nyredt seng.
Dage som disse er en af de almindeligeog hårde dage, som det kræver at træne sådan en dygtig hest somDiablo.