Fortsæt til indhold

I top eller bund til at få flygtninge i job

Skarp kritik fra DA om bundplacering til Norddjurs, bliver afvist af kommunens erhvervs- og arbejdsmarkedsdirektør

Samfund
John Pedersen

Skraber Norddjurs noget nær bunden, når det gælder om at få flygtninge i kommunen i job?
Eller er Norddjurs helt i top i Østjylland og på en delt 16. plads i hele Danmark?
DA - Dansk Arbejdsgiverforening - hælder til den første status og - henviser til Danmarks Statistik, hvor Norddjurs står noteret for kun at have 22 procent af kommunens bosiddende flygtninge i alderen fra 16 til 64 år i lønmodtagerbeskæftigelse.
Tallene er fra tredje kvartal af 2017.
Syddjurs ligger tilsvarende på 31 procent i den samme opgørelse.
Norddjurs Kommunes erhvervs- og arbejdsmarkedsdirektør, Michael Kielsgaard Engelsbæk, bruger tal fra “jobindsats.dk”, hvor Norddjurs står noteret for 39 procent i “integrationsbarometeret”.
“Vi ved af erfaring, at et job er den bedste vej til god integration. Kommunernes indsats betyder rigtig meget for, om flygtninge kommer i job. Derfor er det ærgerligt at se, at særligt Norddjurs Kommune sakker bagud landets øvrige kommuner”, lyder den kontante kritik fra Rasmus Brygger,chefkonsulent i DA.
Han beklager i samme postgang, at både Norddjurs og Syddjurs kommuner ikke bruger den nye integrationsgrunduddannelse (IGU), der ellers er en bragende succes i andre dele af landet.
Dette tiltag var et led i trepartsforhandlingerne mellem arbejdsgiverne, fagbevægelsen og regeringen.

Invitation til DA

“DA anbefaler, at vi skal bruge IGU-uddannelsen mere. Virkeligheden er blot, at mange af de mindre virksomheder, som vi i Norddjurs har flest af, oplever ordningen både omstændig og bureaukratisk. Hvis vi skal blive bedre- og det skal vi - så handler det om, at få integrationsborgerne og virksomhederne til at mødes”, forklarer Michael Kielsgaard Engelsbæk.
Han inviterer samtig DA på besøg, så arbejdsgiverorganisationen kan se, den virkelighed, der findes i Norddjurs - og hvorfor IGUèn ikke er svaret på udfordringerne i Norddjurs.
“I stedet for IGUèn har vi helt bevidst satset på reelle, ordinære job og på uddannelse. Blandt andet gennem etablering af brancheforløb. I 2016 kom seks integrationsborgere i job og en i uddannelse og i år alene er der kommet over 20 i uddannelse og over 20 i job. De 20, der er kommet i uddannelse, tæller slet ikke med i de tal, DA nu viser frem”.
Michael Kielsgaard Engelsbæk understreger, at når borgerne er færdig med deres uddannelse, kan de dække de huller, der er på arbejdsmarkedet og det tror han, DA synes er godt for virksomhederne, da der i en kommune som Norddjurs i høj grad er behov for uddannet arbejdskraft.

Lærer gerne af andre

Erhvervs- og arbejdsmarkedsdirektøren i Norddjurs melder ud, at man i hans kommune meget gerne lærer af andre kommuner og er helt klart over, at det kan gøres endnu bedre.
Samtidig peger han på, at resultater på integrationsområdet kan opgøres på mange måder.
Konkret mener han, at DA glemmer at fortælle, at langt de fleste kommuner, ifølge Danmarks Statistik ligger på samme lave niveau som Norddjurs Kommune.
“Opgjort på en andee måde, ligger vi i Norddjurs i top. Det gælder f.eks. for, hvor mange der er kommet i job, som har været her i mere end tre år. En af de vanskeligste grupper at få i job. Her ligger vores tal på 39 procent, ifølge integrationsbarometer.dk.”
Michael Kielsgaard Engelsbæk tilføjer, at Norddjurs også har flyttet sig fra nul til omkring de 65 procent arbejdsmarkedsparate integrationsborgere siden juli 2016.
“En af de hurtigste udviklinger i landet. En udvikling, der er forudsætningen for at få flere i job og som DA i øvrigt i andre sammehænge har erfterspurgt.

Fortsat dialog

“Realiteterne er, at vi bevæger os fremad. Der er ikke nogle snuptagsløsninger eller mirakelordninger, når det gælder om at få flygtninge i job - kun hårdt arbejde”.
Michael Kielsgaard Engelsbæk fortæller, at man i Norddjurs Kommune altid gerne vil være i dialog med erhvervsorganisationerne om hvordan man kan gøre det bedst muligt for at få flygtninge ud på arbejdsmarkedet.