Fortsæt til indhold

Så er der krybbespil i kirken

Tved Kirke slår døren op for årets krybbespil 20. december

Samfund
Arkiv

I morgen onsdag 20. december klokken 17 slår Tved Kirke dørene op til årets krybbespil, som har fået titlen ”En stjerne på himlen”.
I år byder forestillingen på hele 21 spirekorsbørn i nye skræddersyede kostumer. Organist og korleder Judith Völker håber, krybbespillet kan give børn og voksne lidt at tænke over i julen.
”Julen skal ikke bare handle om at flå 1.000 gaver op. I 'En stjerne på himlen' lærer vi, at det er kærligheden, som bliver født, når det er jul. Om du er lille eller stor, rig eller fattig betyder ingenting – alle er vigtige, og vi skal passe på hinanden,” siger Judith Völker.
“Hun er ikke alene en dygtig organist og korleder ved kirkerne på Mols og Helgenæs, hun er også et menneske med stærke værdier og et passioneret ønske om at bidrage til børn og unges liv via musikken. Sognepræst Jan Schmidt kalder hende ”et sandt arbejdsjern”, som med stort engagement driver både babysalmesang, spirekor, juniorkor, ungdomskor og to voksenkor i et område med blot cirka 3.700 borgere,” skriver Tved Kirke i en pressemeddelelse.

Stærk tradition

For Judith Völker har krybbespillet en helt særlig betydning. I Tyskland, hvor hun er vokset op og blandt andet har arbejdet som organist i Matthias Claudius Kirke i Hamborg, er krybbespilstraditionen stærk og en helt fast julebegivenhed i mange kirker. På Mols og Helgenæs er det nu tredje gang, hun og spirekoret opfører krybbespil – med ny vinkel og nyt manuskript hvert år, men også med respekt for traditionen.
”Et godt børneliv er funderet på ritualer. Når man besøger de samme steder og gør de samme ting år efter år, får man efterhånden følelsen af at 'høre til'. Det er meget værdifuldt for os som mennesker,” siger Judith Völker.

Lokal opbakning

Forældre og lokalsamfund har spillet en stor rolle i tilblivelsen af ”En stjerne på himlen”. For eksempel er der søgt og bevilliget i alt 37.500 kroner fra den lokale Tved Sparekasses Fond til nye skræddersyede kostumer.
Der er gratis adgang og alle er velkomne.