Byens ældste håndværkerfirma stopper
Auning VVS bliver efter 39 år købt op af VVS-Mester i Allingåbro. Ejer og mestersvend følger med
Fra starten af 2018 ophører Aunings ældste håndværkervirksomhed som selvstændig forretning.
Auning VVS, der i snart 40 år har været drevet af Jens Peter Andersen sammen med hustruen Anna Maria, bliver overtaget af VVS-Mester i Allingåbro ved Paul Christensen og Anders Buhl Christensen.
De mange trofaste kunder hos Auning VVS kommer dog ikke til at skulle undvære Jens Peter, der følger med i forretningsoverdragelsen - dog med en smule nedsat ugentlig arbejdstid.
Og det glæder ikke mindst Anna Maria, der har stået for en god del af de administrative opgaver i firmaet, der i mange år haft adresse på Lunavej i Auning - kun omkring 100 meter fra den gamle hestestald, hvor Auning VVS så dagens lys tilbage i november 1977.
Værkstedet har i flere år været indrettet i det nedlagte mejeri på Østergade 12.
Mange kunder i Auning
Men det er ikke blot Jens Peter, der følger med over i VVS-mester-firmaet med base på Halvej 2 i Allingåbro.
Det samme gælder Brian Johansen, som i 23 år har været ansat som mestersvend hos Jens Peter.
Navnet Auning VVS vil fortsat eksistere i en overgangsperiode, men skal integreres i VVS-Mesterfirmaet i Allingåbro.
Paul Christensen, der har drevet selvstændig VVS-firma siden 2002, lægger ikke skjul på, at han ser et stort kundepotentiale, ikke mindst i Auning-området, hvor Auning VVS har et meget stort antal kunder.
“Og så arbejder vi jo meget på samme måde, hvor privatkunderne betyder rigtig meget”, tilføjer Peter Buhl Christensen, 28-årig kompagnon i Allingåbro-firmaet siden i sommers.
“Jeg ser allermest frem til at slippe for alt det administrative arbejde, hvor der mange gange går et par timer om aftenen med at finde priser og gøre klar til næste dag”, forklarer Jens Peter Andersen, der aldrig har lagt skjul på, at han trives bedst i sin blå keddeldragt.
Han fortsætter nu som almindelig lønmodtager med feriepenge og alt det andet, der følger med.
At kunne skrue en smule ned for blusset og nøjes med fire arbejdsdage på en uge, er så også en del af aftalen han har indgået med Paul og Peter, der på deres side glæder sig over at få to særdeles erfarne medarbejdere med i handlen.
Selvstændig i 1977
At starte for sig selv som selvstænding for snart 40 år siden, var ikke noget man bare gjorde. Nej, der skulle en kommunal autorisation og godkendelse til - og det fra hver kommune, man skulle virke i og her skulle man blandt andet kunne leve op til et krav om værkstedsstørrelse.
I 1977 overtog han smedemester Kaj Gregersens VVS-afdeling med en brugt Hanomag-varevogn, et par brugte maskiner og lidt brugt værkstøj.
Og så var Auning VVS ellers kørende og har været det lige siden med masser af arbejdsopgaver.
Eksamen som gas-, vand- og sanitetsmester tog Jens Peter som kursus på Horsens Tekniske Skole fire gange om ugen, mens kendskabet til branchen blev suppleret med en periode som sælger i VVS-firmaet Brdr. Kier i Aarhus.
Efter en årrække havde firmaet haft pæn vokseværk og var oppe på fire svende plus Jens Peter, der dog savnede at komme ud til kunderne og selv have hånd om værktøjet.
Derfor valgte han at drosle ned til et lille firma, der bedre passede til hans temperament og med en mindre mængde skrivebordsarbejde.
Og med den nye virksomhedsoverdragelse bliver det med de mange papirer, der skal udfyldes endnu mindre.
Mere digitalisering
VVS-Mester i Allingåbro er et firma, der både er involveret i mange større byggeprojekter, løbende serviceopgaver for mange faste kunder og arbejder for mange private.
Netop det mix satser de to nye kompagnoner- Paul og Peter - på at kunne ballancere også i en tid, hvor flere og flere opgaver i branchen går over til at blive digitaliserede og baseret på computer-styring.
Der gælder ikke mindst indenfor varmepumper, kedler og fjernvarme-installationer helt ud til den enkelte forbrugers radiator.
Forretningsovertagelsen bliver markeret med en reception på Auning Kro torsdag 12. januar.