Anbragte børn fejrede jul på ARoS
Det summede af liv og forventningsglæde, da over 100 børn fra østjyske børnehjem og døgninstitutioner mødtes til en storslået julefest side om side med pædagoger, frivillige, kendisser og kunst
ARoS var i går et levende bevis på, at julen er hjerternes fest. I samarbejde med organisationen Børnehjælpsdagen, slog museet atter engang dørene op for børn og unge, som til daglig er anbragt udenfor hjemmet.
”Det kunne ikke lade sig gøre uden de frivillige,” understreger Børnehjælpsdagens projektleder Ida Lissau, og forklarer at formålet med julearrangementet handler om tre ting:
”Genkendelighed, tradition og tryghed. Tryghed er en forudsætning for udvikling,” fastslår hun smilende til tonerne af juleklassikeren På Loftet Sidder Nissen og syngende børn.
LÆS OGSÅ: AGF giver 400 tæpper til hjemløse
Socialpædagogen Siri Fog er på mange måde et levende eksempel på Idas tre grundprincipper. Hun er for syvende år i træk frivillig til Børnehjælpsdagens julefest, og det er noget hun kan anbefale:
”Det er en skøn fornøjelse,” siger hun med 3-årige Rahaf på armen.
”Børnene vil gerne én, og det er fedt at kunne gøre noget ekstra for dem.”
At børnene er rigtig glade for Siri, er tydeligt. Der er rift om at få lov til at holde hende i hånden på den traditionelle museumsrundvisning.
Man bliver afhængig
En der også er et velkendt ansigt til julefesten - både i medierne og i den gode sags tjeneste - er komikeren Karsten Green, som sidste år blev ambassadør for Børnehjælpsdagen.
Siden 2012 har han været tilkoblet arrangementet, og derfor snakker han også godt med mange af børnene.
LÆS OGSÅ: Aarhus Kommune har 19 børn anbragt på 'Tvind'-steder
”Præmissen for at blive en del af det her, var at det skulle være en fast ting,” hvisker komikeren, imens børnene opmærksomt betragter Pipilotti Rists kunstfilm i installationen ”Daggrys-timer i naboens hus.”
”Man bliver afhængig af det, og det er fedt at gense børnene og høre hvordan det går,” forklarer han, da en af børnene pludselig udbryder: ”AD!” til synet af en nøgen kvinde. Det får alle til at bryde ud i grin, inklusiv Karsten, som smilende konstaterer:
”Hjertet genoplades.”
Boy gjorde indtryk
Hvis ikke Pipilotto faldt i børnenes smag, så gjorde Ron Muecks kunstværk 'Boy'. Flere af børnene kunne allerede svare på ARoS-guiden Camilla Hinge-Jensens spørgsmål:
”Ved i hvad drengens hår er lavet af,?” spurgte hun gruppen af børn fra Solbrinken i Højbjerg.
LÆS OGSÅ: Sej mormor samler bedsteforældre til anbragte børn
”Fiskesnører!” lød svaret omgående.
”Ved i hvad hans øjne er støbt i?”, lød det næste spørgsmål.
”Fodbolde!” lød svaret omgående.
Endelig gaver
Efter rundtur og kagespisning, var det endelig tid til gaver - noget Warda på 11 og Raghad på 8 havde glædet sig allermest til. Heldigvis fik begge piger det, de havde håbet på – nemlig Lego Minecraft.
For Emilie på 17 år, var det nu ikke så meget gaverne der betød noget, men gensynet med de andre unge.
”Det er hyggeligt,” siger hun og smiler.