Ja, Lyngåsenderen blinker anderledes
Stramning af beslag og tilretning af lamper på masten i Lyngå kan ses i Voldby
Kigger du i retning mod Lyngåsenderen en mørk aften, så vil du måske tænke, at lyset fra den store mast virker kraftigere end normalt.
Sådan har Brian Bach og flere andre af FavrskovPostens læsere haft det siden tirsdag i sidste uge.
“Jeg syntes den blinker kraftigere end den plejer og jeg har boet her i 17 år,” forklarer Brian Bach fra Voldby.
Og det er der en ganske god forklaring på, for ejeren af Lyngåsenderen på Brundtvej ved Lyngå har nemlig haft masten til gennmsyn.
“Vi havde en mand ude og han har strammet de 30 år gamle beslag til og rettet en smule på tre lamper, så de igen overholder Luftfartsloven,” fortæller Jan Ruben, servicechef hos Teracom, der ejer den 318 meter høje sendemast.
“Beslagene på flashlysene har efterhånden siddet i 30 år, så i årenes løb har vejr og vind en indflydelse på hældningen,” forklarer han.
Grader giver mere lys
Luftfartsloven er til for at fly og helikoptere kan se, at der står en mast og derfor er der meget strenge krav om hældningsgrader og lyslængde.
Så det er med al sandsynlighed den lille tilretning af hældningen og graderne, der betyder at Brian Bach syntes at lyset virker kraftigere, 10 kilometer væk fra masten.
Jan Ruben fortæller, at man inden for et år går i gang med at skifte de gamle flashlys til LED-lys. Så måske vil Brian Bach og alle andre i området snat kunne bemærke, at der endnu en gang er sket noget med lysene på masten.
Forhåbentlig til den gode side.