Banedanmark står selv for broen
Der eksisterer ikke nogen aftale mellem Banedanmark og Favrskov Kommune om broen på Hammelvej i Laurbjerg
Der har været tvivl om, hvorvidt Favrskov Kommune har indgået en aftale eller har en aftale på bedding om medfinansiering af broen på Hammelvej over jernbanesporene i Laurbjerg.
Fra kommunen fortæller konstitueret chef for trafik og veje i Favrskov Claus Vind Andersen, at der rigtigt nok blev holdt et møde med Banedanmark i starten af februar i år, men konklusionen blev, at Favrskov Kommune ikke går ind i nogen aftale.
Ergo er kommunen ikke part i spekulationerne om, hvorvidt jernbanesporene skal sænkes under Hammelvej eller broen skal hæves. Én af delene kommer til at ske i forbindelse med elektrificeringen af jernbanen mellem Aarhus og Ålborg. Det kræver nemlig en større frihøjde under broen til master og ledninger.
Læs også: Bro Bro Drille: Nye undersøgelser om sænkning af spor
Sagt i folketingssalen
Tvivlen om kommunens rolle kommer af, at transportminister Ole Birk Olesen (LA) i folketingssalen sagde på et spørgsmål fra Daniel Toft Jakobsen (S), at Favrskov Kommune havde indvilliget i at betale en del af broen, mod til gengæld at den ville blive bredere med plads til cyklister og gående.
FavrskovPosten/FavrskovAvisen bad ham om at bekræfte af dette, og han vendte tilbage til avisen med en rettelse: der var alligevel ikke en aftale. Kun et oplæg til en aftale mellem Banedanmark og kommunen, som dog ikke var tiltrådt af kommunen.
Avisen spurgte så Banedanmark om denne aftale, og herfra fortalte man, at der var blevet holdt et møde med kommunen og udfærdiget et udkast til en aftale.
Og endelig slår Claus Vind Andersen som nævnt fast på baggrund af mødereferatet fra februar, at der ligger en endelig konklusion: Favrskov Kommune vil ikke være med til at betale for broen på Hammelvej uanset dens bredde.
Læs også: Bro Bro Drille: "Forkert svar - det kan jo ske!"