Harry og Ritta hædret som "æres-aktive" i Blåhvalen
Julens stress og jag fik sig et par tiltrængte fritimer, da Allingåbro-Vivild og Omegns Pensionistforening sammen med HATS/Blåhvalen havde inviteret til nostalgisk julestue.
Gæster fra store dele af det gamle Rougsø havde fundet vej til Blåhvalen i Hevring, hvor Bettina Buhl, Det Grønne Museum og tidligere juleinspektør i “Den gamle By”, Benno Blæsild, satte fokus på nogle af julehøjtidens måske lidt glemte traditioner - og højtidens mad i svundne tider.
Jens Ø. Simonsen bidrog med en lille personlige fortælling der fik både latter og mange smil med på vejen.
To nye “æres-aktive”
Blåhvalens Hyggekor under ledelse af Henning Rasmussen fik sin debut, mens Jette og John fra Stenvad leverede julens populære melodier udsat for lirekasse og mekanisk harmonika.
HATS/Blåhvalen benyttede lejligheden til at udnævne to nye “æres-aktive” - Ritta Madsen, Udbyhøj og Harry Simonsen, Allingåbro, for deres utrættelige indsats som hjælpere ved det årlige musiktræf i Blåhvalen.
Og så blev der ellers klippet og klistret julepynt, alt imens man nød at stresse af og nyde lækre æbleskiver og pebernødder bagt efter gamle opskrifter leveret af Bettina Buhl.