Ny formand vil have mere opsøgende arbejde
Der var stor udskiftning i medlemmerne af Ældrerådet, da der var valg i forbindelse med kommunalvalget 21. november. Blot tre medlemmer fra den forrige periode har valgt at fortsætte, men det er en erfaren kvinde, der har sat sig på formandsposten, efter det nye Ældreråd har konstitueret sig. 70-årige Elsa Bannebjerg fra Rønde har således siddet med i den forrige periode, og hun ser frem til det arbejde, der ligger foran.
“Når jeg går ind i et arbejde, så går jeg ind i det fuldt ud. Derfor glæder jeg mig også til at arbejde sammen med de nye i Ældrerådet, for nogle gange er det rigtig godt, at der kommer nye øjne på tingene,” fortæller Elsa Bannebjerg.
Tidlig demens-indsats
Hun har allerede nu lagt ambitioner om, at Ældrerådet skal være bedre til det opsøgende arbejde blandt andet i forbindelse med tidlig sporing af demens.
“Sammen med kommunen går vi i gang med at udarbejde en demens-plan, så vi kommer godt i gang med en tidlig sporing af demens. Det er et vigtigt punkt, for vi ved, at den tidlige indsats giver langt bedre mulighed for et forlænget liv med indhold,” uddyber Elsa Bannebjerg, som blandt andet forestiller sig at øget opmærksomhed fra hjemmeplejen skal være med til at spore demens-patienter tidligt. Derudover skal der mere oplysning om problematikken ud til borgerne, så opmærksomheden øges generelt.
Til at hjælpe med det skal der også arbejdes på flere og bedre digitale løsninger for at nå ud til de ældre borgere.
“Der er stadig rigtig mange ældre, som ikke begår sig digitalt, og der vil vi rigtig gerne have en endnu bedre seniorportal, der bliver mere visuel. Det skal være med i de ambitioner vi for at blive endnu mere hørt,” siger Elsa Bannebjerg.